43-årige Jack Juel Jensen fra Rønne bringer nu en advarsel til alle, der har tænkt sig at købe nytårsfyrværkeri hos Thansen.

Den 27. december var bornholmeren på besøg hos en kammerat, hvor de efter en god middag besluttede sig for at tyvstarte nytårsaften med at sende et par raketter i luften.

»Vi havde fået to glas hvidvin og var ikke fulde eller noget som helst,« understreger Jack, da B.T. lørdag har industriteknikeren i telefonen.

»Min kammerat havde et affyringsrør helt efter reglerne. Han satte raketten i, mens jeg stod sammen med hans kæreste bag en bil cirka otte meter derfra.  Da han tændte raketten, lettede den ikke, men eksploderede i stedet på jorden. Vi fik et kæmpe chok,« fortæller han videre.

Jack med sin søn.
Jack med sin søn. Foto: Privatfoto
Vis mere

Jacks kammerat, der havde sat ild til raketten, havde trukket sin hætte over hovedet og slap mirakuløst fra skrammer, men Jack nåede ikke i dækning.

»Jeg nåede lige at dreje hovedet, da kuglen satte gnister i håret på mig og brændte sig fast,« fortæller han.

»Jeg har det fint i dag, men har fået brandsår og er pletskaldet. Vi slap heldigt, men vi er alle sammen stadig lidt rystede. Tænk, hvis der havde været børn tilstede. Det kan godt være, der en sikkerhedsafstand på ti meter, men det hjælper ikke, når den eksploderer på jorden.«

Kommunikationskonsulent i Thansen, Andreas Dyhrberg, er ked af Jacks oplevelse, men er meget glad for, at uheldet heldigvis ikke var værre, skriver han i en mail til B.T.

Det var denne type raket -  ’Ozon 4” luftbomberaket med blinkende hvide stjernrer’ - , der sprang i luften på jorden.
Det var denne type raket -  ’Ozon 4” luftbomberaket med blinkende hvide stjernrer’ - , der sprang i luften på jorden. Foto: Privatfoto
Vis mere

Som han ser det, kan der være to årsager til, at raketten fløj, som den gjorde:

»Jeg har selv tidligere hørt om et tilfælde, hvor man ved anvendelse af en stormlighter desværre får antændt direkte i motoren, fordi man brænder ”forbi” lunten ved, at lighteren står lodret op i motoren, derved starter raketten direkte uden om sikkerhedslunten,« skriver han i mailen og fortsætter:

»Det kan dette tilfælde tyde på. Alternativt kan denne raket være tabt og motor har revner og dermed straks eksploderer og straks antænder kuglen med effekten.«

»Hvis førstenævnte er tilfældet, så gør vi alt via informationsmateriale, henvisninger til gode fyrværkeriråd og alt, hvad vi kan, for at informere om korrekt brug, blandt andet med kampagner i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen,« lyder forklaringen, som fortsætter:

»Hvis produktet har været defekt, skal vi have mulighed for at undersøge det nærmere. I Danmark har vi en god og meget stringent fyrværkerilovgivning, og dertil kommer, at produkterne naturligvis løbende gennemgår test, ligesom Sikkerhedsstyrelsen også foretager udvalgte kontroller.«

Andreas Dyhrberg opfordrer desuden Jack til at kontakte Thansens kundeservice, så de kan undersøge den specifikke raket og finde ud af, hvor problemet lå.

Jack har lagt sin advarsel ud på Facebook, der indtil videre er blevet delt 1.500 gange. Han har ingen planer om at fyre raketter af nytårsaften.

»Vi var nede i butikken i dag og vise raketten. Man kan tydeligt se, at den ikke gik af, som den skulle. Vi fik pengene tilbage, 80 kroner, men det er en sølle trøst. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde haft min søn med.«

Raketten, der ikke fløj til vejrs, er af mærket ’Ozon 4“ luftbomberaket med blinkende hvide stjernrer’.