Når to mennesker fletter deres livsbane sammen, får vejen et knæk, hvis den ene dør. Så følger den anden nogle gange efter. Tove og Otto Sørensen døde med knap 17 timers mellemrum - efter næsten 60 år sammen i medgang og modgang.
Læs den fantastiske historie om Tove og Otto, knust hjerte syndrom, og hvorfor mange par dør kort efter hinanden.
Opret abonnement på BT PLUS og læse hele historien om Tove og Otto - husk din første måneds PLUS-abonnement er gratis HER.
Når to mennesker fletter deres livsbane sammen, får vejen et knæk, hvis den ene dør. Så følger den anden nogle gange efter. Tove og Otto Sørensen døde med knap 17 timers mellemrum - efter næsten 60 år sammen i medgang og modgang.
Hver morgen fik Tove et 'godmorgen mor' og et kys af Otto i køkkenet med udsigt over Ringe Sø. Nu er rækkehuset på Søgårdsvej 19 tømt. Der kommer nye lejere om lidt. Skipper, et gadekryds på syv, blev aflivet i fredags. Og inde ved siden af, i nummer 17, forsøger parrets datter at finde plads til forældrenes skænk, porcelæn med guldkant og alt det andet, der er tilbage efter to lange liv. Og at fordøje, at hun har mistet begge sine forældre på én gang.
Tove og Otto Sørensen var sammen i næsten 60 år og døde for halvanden måned siden. Med lige knap 17 timers mellemrum. Det var ikke nogen tragisk trafikulykke eller sådan noget, der endte det hele så brat. Efter et langt liv sammen, hvor Tove og Otto havde været uadskillelige, løb deres timeglas bare ud på samme tid.
Det er set før. At ægtefæller dør meget kort tid efter hinanden. Det er et hårdt slag at miste to på én gang, men de pårørende er sjældent overraskede, hvis mormor følger efter, når morfar er gået bort. Vi nikker forstående og siger til hinanden, at det sikkert var til det bedste. Velvidende, at det er ubærligt at skulle sove alene, spise alene, leve alene for første gang i en menneskealder. At skulle finde ud af, hvem man er, hvis man pludselig ikke er en del af en anden længere.
Otto havde lungekræft. Og da han begyndte at få det rigtig skidt i efteråret, ville Toves ene ben pludselig ikke følge med hende mere. Så blev hun følelsesløs i armen. Først troede man, at det var en nerve, der sad i klemme. Så en chokreaktion. At al hendes angst for at miste Otto havde sat sig i hende fysisk.
Men så viste en scanning små knuder i hendes hjerne, i halsen og forskellige steder i hendes krop. Hun holdt sig gående længere, end man kan forlange af nogen, der var så syg, som hun hurtigt blev. Da lægerne ville indlægge hende første gang, sagde hun 'nej, jeg skal hjem til min mand'.
Knust hjerte syndrom
Der var pyntet op med nisser i nummer 19, da Tove og Otto i begyndelsen af december sad i stuen og lovede hinanden, at de ville klare det hele og mødes derhjemme i rækkehuset igen. Otto græd lidt. Tove gjorde sig stærk.
Det er et velkendt medicinsk fænomen, at man bliver fysisk sårbar, når man er i sorg. Immunforsvaret svækkes, så sygdomme har fri adgang. Depression, angst og hovedpine kan følge med. Der er langt større risiko for slagtilfælde. Og Harvard University har påvist, at risikoen for et hjertetilfælde er 21 gange højere indenfor 24 timer efter en livledsagers død end normalt. Et 'knust hjerte' ligner til forveksling et hjerte med så massiv en blodprop, at patienten ikke står til at redde. Men patienten med det ' knuste hjerte' har ingen lukkede kranspulsårer eller blodpropper.
Det kaldes meget passende 'knust hjerte syndrom'. Japanske forskere opdagede, at hjertet ændrede form hos nogle patienter. Deres venstre hjertekammer var forsnævret på midten, og en stor del af hjertet var holdt op med at pumpe. Det eneste, patienterne med sådanne hjerter havde til fælles, var, at de kort forinden havde mistet en, de elskede, eller på anden måde været følelsesmæssigt helt ude i tovene. F. eks. ved meget ulykkelig kærlighed.
Forskerne mener, at hjernen, der er voldsomt stresset af tabet, sender kraftige signaler til hjertet, der i alvorlige tilfælde lammer store dele af hjertemusklen, så det kan stoppe, og man faktisk kan dø af sorg eller ulykkelig kærlighed. Kroppens motor kan lukke ned, når følelserne bliver ubærlige.
Af og til dukker også små kriminalsager op i aviserne, hvor et ældre ægtepar er gået i døden sammen. I nogle tilfælde har den ene ægtefælle hjulpet sin alvorligt syge mand eller kone til 'den anden side' og er derefter selv fulgt efter. I andre tilfælde vælger de måske bare, at nu er det tid.
I maj sidste år ringede en 79-årig f. eks. 112 i Charlottenlund og fortalte, at han lige havde skudt sin 75-årige kone og nu ville skyde sig selv. Han ville lade bagdøren stå åben, så politiet kunne komme ind. Da betjentene ankom, havde den gamle mand lagt sin våbentilladelse frem. Der var pænt og ryddeligt. Nordsjællands Politi konkluderede efterfølgende, at det var en fælles beslutning, parret havde taget.
- De valgte at gå i døden sammen, men der er ikke efterladt noget, der forklarer hvorfor. Over for en pårørende har de engang nævnt, at de måske ville tage herfra sammen en dag, fortalte vicepolitikommissær Morten Riisager-Pedersen til BT.
I 2011 døde 90-årige Norma og 94-årige Gordon Yeager fra Iowa, USA, med flettede fingre efter 72 års ægteskab. De var kørt galt, da de var på vej ud at handle, og blev indlagt på intensivafdelingen. De holdt i hånd på stuen, selvom de ellers ikke reagerede på noget som helst. Gordon holdt op med at trække vejret klokken 15.38 med sin kone ved sin side. Monitoren viste, at hans hjerte stadig slog. Det var fordi, parret stadig holdt i hånd. Normas hjerteslag gik igennem dem begge. Præcis en time senere, klokken 16.38, holdt Normas hjerte også op med at slå.
En anden historie går, at et ældre ægtepar blev fundet døde i deres dobbeltseng på Ærø. Efterfølgende undersøgelser viste, at manden var død først. Konen døde, da hun vågnede og fandt sin livsledsager kold ved siden af sig i sengen.
Ligeledes kunne BT i 2012 fortælle om Frida og Karl Hundahl i Thisted, der samme år havde fejret atombryllup, 75 års ægteskab, og hvordan de året efter gik bort med blot fire dages mellemrum efter næsten 80 år sammen. De blev 98 og 99 år.
Og for et år siden mistede krimiforfatteren Sara Blædel sine forældre med tre dages mellemrum. De blev 90 og 80 og døde begge af lungebetændelse. Midt i sin store sorg fandt forfatteren glæde i, at forældrene fik det, som de ville.
- Mine forældre har altid talt om, at de ville herfra sammen. Uanset at man jo ikke selv bestemmer den slags. Alligevel er jeg helt sikker på, at min mor hentede min far hjem til sig selv, da han døde, sagde Sara Blædel til BT.
Sammen om alt
Tove og Otto Sørensen lærte hinanden at kende i 1956 i Hobro, hvor Tove var vokset op, og hvor fynboen Otto var i civilforsvaret. Det var sikkert til et bal, Otto fik øje på den spinkle, lyshårede pige. Han havde haft lidt ungdomskærester, men det nåede Tove efter sigende ikke, før hun mødte Otto. Hun var 21, da de blev gift i Randers i 1958.
De var sammen om alt. I et og alt. Da Otto lå tre uger på intensiv i november, var det første gang nogensinde, de var adskilt. Tove brød sig ikke om pludselig at skulle sove alene, fortalte hun deres datter. Sengen føltes stor og tom.
- Jeg skal aldrig være uden ham igen, sagde hun.
Parret flyttede en del rundt i de unge år. Otto var udlært købmand. Kommis, som det hed dengang. Og Tove var modist. Sådan en, der syer fine hatte. De endte i Glamsbjerg på Fyn, hvor Ottos mor havde en pølsevogn. De overtog den med tiden og flyttede til lokaler ved stationen. Byens borgmester kom, da Stations Grillen åbnede i slutningen af 1960erne.
Tove og Otto arbejdede der sammen. Og de syntes ikke engang at gå hinanden på nerverne, selvom de var sammen døgnet rundt. De var tværtimod altid i godt humør, når venner kom forbi ved lukketid og blev inviteret på aftenkaffe og kortspil i lejligheden ovenpå.
Venner oplevede Tove som et varmt og tillidsvækkende menneske, der var oprigtigt interesseret i andre. Sådan en, der altid huskede at sende fødselsdagskort til venner og deres børn. Og Otto var 'en stor glad legedreng' lige til det sidste. Et impulsivt menneske, der var til fest og farver. Det var de begge.
Parret holdt gerne fest i haven med stort telt. Eller karneval, hvor Otto var klædt ud som oliesheik og Tove som haremspige. Der var ristaffel til deres kobberbryllup i 1970.
De var ikke sådan et par, der sidder lårene af hinanden og bruger tuttenuttede øgenavne. Men det var tydeligt for enhver, at de hørte sammen. Der var en gensidig respekt og hengivenhed.
- De har været vældig glade for hinanden hele vejen igennem. Det kunne man mærke på dem. På måden de talte sammen og var overfor hinanden. De var meget ligeværdige. Det var ikke sådan, at den ene sagde en hel masse, og den anden ikke havde noget at sige, fortæller Toves bror, Svend Aage Mølleberg.
Han husker blandt andet en hyggelig tur til Norge, hvor Tove, Otto og Svend Aage og hans kone Trille kørte rundt i en 'bette' bil og lå i telt i 14 dage. Det har nok været i 1965. Primitivt og hyggeligt.
Smådrillede hinanden
- De var livsglade mennesker. Der skulle ske noget. De var altid i godt humør, og stemningen var altid god, fortæller broderen.
De smådrillede hinanden og kom med søde hentydninger. Måske har de skændtes i ny og næ. Det er ikke til at vide. Ingen har nogensinde hørt dem snerre ad hinanden.
- Det lå altid i luften, at de var glade for hinanden, fortæller Ulla Jensen, der har været en af Tove og Ottos nære venner i næsten 45 år.
- Otto ville flytte bjerge for Tove, og Tove gjorde alt for Otto. Da hun blev indlagt, kunne Otto dårligt klare sig selv, og hun ville ikke tage ud og blive undersøgt, før hun vidste, at Otto var i gode hænder. De hjalp hinanden igennem alle de svære ting.
Livet gav dem mange prøvelser, de skulle kæmpe sig igennem sammen. Otto var ganske ung, da han første gang blev opereret for kræft. Og begge måtte fra en tidlig alder døje med rygproblemer og diskusprolapser. Tove kæmpede sig igennem brystkræft for 12 år siden. Sygdom har været en tavs følgesvend i hele deres liv. Men de beklagede sig aldrig.
De havde en større prøvelse. Af den slags, der enten knytter et par tæt sammen eller skiller dem ad. De kunne ikke få børn.
Da det stod klart for dem, at det var Otto, den var gal med, sagde han til Tove, at han syntes, hun skulle finde en anden mand. Men det ville hun ikke. Der gik 12 år, før 'Hr. Pølseforhandler O. Højbjerg Sørensen og frue' i november 1970 fik besked om, at der var en lille pige, der ventede på dem på et spædbørnshjem i Holbæk.
Da Anne-Mette for nylig ryddede sine forældres hjem, fandt hun en brun mappe med påskriften 'må kun åbnes af Tove og Otto'. Indeni fandt hun håndfaste beviser på, hvad hun allerede vidste: At hun var så ønsket, som et barn overhovedet kan være.
Tove og Otto havde gemt alt fra dengang, de fik hende. Billetterne fra færgeoverfarten Knudshoved-Halsskov og tilbage igen til 14 kroner. En kvittering for en fin, dyr barnevogn til 398 kroner og en for leje af dåbskjole til 18 kroner. Tove havde skrevet dagbogsnotater om de hektiske dage, hvor deres store ønske gik i opfyldelse.
Torsdag den 26. november fik de besked om at hente 'lillepigen' lørdag og skyndte sig ud at købe barnevogn, seng og tøj. Fredag den 27. november var der 'travlhed over det hele'. Tove kogte tøj, og klokken 2.15 natten til lørdag kørte de fra Glamsbjerg.
'Et vidunderligt øjeblik'
Lørdag ankom de klokken 6.30 om morgenen til børnehjemmet i Holbæk. 'Ser lillepigen første gang, et vidunderligt øjeblik,' har Tove noteret med sin bløde skråskrift. Nogle venner kan tydeligt huske, da Otto første gang kom gående igennem Glamsbjerg med 'deres prinsesse'.
- Det var hun virkelig. Så yndigt et barn. Hun var omdrejningspunktet i deres liv. De elskede den der lille prinsesse med sløjfe i håret og de fineste kjoler, fortæller Ulla Jensen.
Da Anne-Mette skulle døbes, spurgte forældrene præsten, hvornår man fortæller et barn, at det er adopteret. Præsten mente, at de skulle vente, til hun var voksen og selv havde et barn. Så ville hun kunne forstå, mente han. Så Tove og Otto sagde ikke noget til deres pige, selvom alle i Glamsbjerg vidste det.
Af samme grund flyttede de fra byen, da hun var fem-seks år. Til Ringe, hvor ingen kunne komme til at sige noget, der ville gøre hende ked af det.
Da Anne-Mette for 20 år siden fik sin første datter, Michella, ringede hendes far en dag og bad hende komme uden barnet. Da hun kom ind i forældrenes stue, sad han i stolen, og hun kunne se, at han havde grædt.
- Der er noget, vi skal snakke om... sagde han, da han havde samlet mod. Men datteren kom ham til undsætning.
- Du behøver ikke at sige noget. Jeg ved godt, at jeg ikke er jeres, sagde hun.
Hun kan ikke forklare, hvordan hun vidste det. Det var bare som om, at hendes underbevidsthed havde stykket brikkerne sammen af sig selv. Hun kan huske, at hun som barn havde spurgt, hvorfor der ikke fandtes billeder af hende som spæd. Tove havde forklaret, at så små børn ikke kan tåle et kameras blitzlys.
Anne-Mette husker også en episode fra Rosengårdscentret i Odense, hvor hun som lille pige havde undret sig over en lille sort dreng med hvide forældre. Da de kom hjem, havde Tove forklaret, at drengen var adopteret, og at det var Anne-Mette faktisk også. Det skabte ingen reaktion hos den lille pige, og hun glemte det igen. Indtil den dag hun som voksen så sin far sidde i stolen og kæmpe med ordene. Da faldt det hele på plads.
Livsgejst knækker
Tove og Otto var hinandens bedste venner. Det siger alle, der kendte dem. De fordelte hjemmets opgaver på den traditionelle måde, hvor Tove lavede mad og Otto ordnede bil og sådan noget. De gik i kolonihaven sammen. Og til kortspil og banko og i pensionistklubben. Tove gik til gymnastik en gang om ugen, og det var sådan set det eneste, hun gjorde uden Otto.
Deres ældste barnebarn, Michella, opfattede dem som en helhed snarere end to individer. Og de to gamle knuselskede deres børnebørn, Michella, Laura og Mia-Maja. Anne-Mettes tre piger fik penge af morfar, når mormor ikke så det. Og af mormor, når morfar ikke var der. Det er sandsynligvis den eneste hemmelighed, de havde for hinanden.
Da Otto blev syg, var Tove hos ham. Deres datter og børnebørnene kørte hende frem og tilbage, så hun kunne være hos ham 12-14 timer hver dag.
- Den der tætte tilstedeværelse gjorde, at han kæmpede sig tilbage igen og troede på, at de havde en fremtid sammen. Han skulle bare lige over nogle hurdler. Men så fik Tove jo konstateret den der kræftsvulst.., fortæller Ulla Jensen.
Mange forskere har i årenes løb forsøgt at finde ud af, om det er tilfældigt, at nogle ægtefæller dør med meget kort mellemrum, eller om der er en sammenhæng. Billedet i forskningen er lidt mudret. Nogle studier har ikke kunnet påvise en sammenhæng, mens andre f. eks. har dokumenteret, at efterladte ægtefæller i højere grad dør omkring deres elskedes fødselsdag eller jul, forklarer Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet.
- Det kunne indikere, at livsgejsten netop knækkes på tidspunkter, hvor man bliver mindet om tabet af den anden, siger han og uddyber:
- Man kan forstå 'det knuste hjertes syndrom' som noget fysiologisk, men også som noget, der handler om et fravær af vigtige sociale relationer - som så igen kan påvirke helbredet. Det hører til sjældenhederne, at ægtefæller dør med kun få timers mellemrum, men det hænder, at der ikke er så længe mellem -måneder eller inden for et år. Her kan en vigtig forklaring være, at den andens død slukker den efterladtes livsgejst, og at man bliver ensom, føler sig isoleret og alene og måske også udvikler en depression på grund af sorgen. Intet af dette er sundt. Så en slukket livsgejst kan bestemt påvirke helbredet og medføre en forhøjet dødelighed hos den efterladte inden for kort tid efter en elskets død.
Hele verden ramler
Margrethe Kähler, der er chefkonsulent ved Ældre Sagen, har netop interviewet 14 mennesker om, hvordan de er påvirkede af at have mistet den, de delte deres liv med.
- Folk bliver voldsomt påvirkede, hvis de har haft sådan et forhold, hvor de både er elskende og bedste venner, fortæller hun.
- Nogle af de meget lange forhold, hvor de på et tidspunkt har været rigtige elskende og har bygget et fundament op, hvor det virkelig har været den fede kærlighed, som har strakt sig videre end bare erotikkens sus. - Der ramler hele verden for den efterladte. Jeg har mødt nogle, der var så tætte, at den efterladte nærmest blev vanvittig af sorg, siger Margrethe Kähler.
Folk omkring den sørgende kan have svært ved at forstå, at vedkommende ikke bare kan komme videre, når deres egen sorg er stilnet af. Men den proces er meget længere og hårdere end nogen, kan sætte sig ind i. Man kommer aldrig 'videre'. I bedste fald finder man en måde at leve med sorgen på et plan, hvor man kan bære den.
- Når man har givet hinanden den tryghed, som man ellers kun oplever som barn, og har levet nærmest med fælles pulsslag, været ét menneske, der bare er fordelt på to, så tror jeg, at al mening med livet i den grad forsvinder, når de ene går bort, siger Margrethe Kähler.
Otto og Tove kæmpede. De forsøgte at opretholde deres liv henover julen. Otto havde sine fine manchetknapper på, og Tove havde pyntet op som altid, selvom det var svært at finde glæden ved noget af det. Derfra begyndte det at gå brat ned ad bakke.
3. januar ringede Tove til sin datter og bad hende komme. Otto havde siddet i sin stol og set ud i luften i tre timer. Han blev indlagt med høj puls, feber og lungebetændelse, der ikke ville slippe hans svækkede krop.
Tove faldt og kunne ikke komme op igen. Hendes kræfter svandt, og hun fik det dårligere. Spiste ingenting. De blev indlagt på samme stue, selvom de skulle køres til behandling på hver sin afdeling. Sygehuspersonalet fornemmede, at de skulle være sammen. Så Tove og Otto lå og holdt i hånd, indtil det til sidst blev for hårdt at ligge sammen, når begge var så syge.
På Ottos fødselsdag, 29. januar, bad Tove om at komme ind og sige tillykke. Da hun blev kørt derind, lå Otto med sin iltmaske og kiggede forvirret på hende. Hans kone, der plejede at gå til damefrisør hver 14. dag, havde tabt alt sit hår. Det var første gang, han så hende uden. Hun havde solbriller på, fordi hendes øjne ikke kunne klare lyset.
Hun tog hans hånd og sagde tillykke med fødselsdagen. Anne-Mette bakkede ud af rummet.
- Jeg kunne slet ikke holde det ud. Det var så hårdt at se dem ligge der og holde hinanden i hånden.
Tove havde kort forinden haft en samtale med lægen, der havde forklaret, at hun var 'terminal'. Hun ville gerne hjem.
Hun sagde roligt farvel til Otto og blev kørt tilbage til Søgårdsvej af Falck. Ulla Jensen kom forbi.
- Da Tove sagde farvel til Otto, vidste hun godt, at hun aldrig ville komme til at se ham igen. Hun vidste, at hun skulle dø. Hun ville ikke, men den eftermiddag sagde hun til mig: 'Ulla, det går stærkt'. Otto har også vidst det, da han sagde farvel til hende, og så har han ikke orket mere. Det er jeg sikker på, siger Ulla Jensen.
Hen på aftenen fik Anne-Mette et opkald fra Svendborg Sygehus. De syntes, hun skulle komme. Men Anne-Mette kunne ikke forlade sin mor. Lidt senere ringede de igen. Otto var død kl. 20.15. Hun havde alligevel ikke kunnet nå derud.
Tove lå i en sygeseng i stuen og kæmpede. Anne-Mette Højbjerg kunne ikke få sig selv til at fortælle sin mor, at faderen var død. Selv havde hun ikke sovet i to døgn. Det hele var for meget. Hun var nødt til at sove, før hun kunne magte mere.
Tove sov uroligt hele natten. Vågnede flere gange og mumlede usammenhængende. Om farver og huse. Anne-Mette plejede sin mor og fik hyppige besøg af en sygeplejerske, der hjalp med at lindre Toves smerter.
Tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, strøg Anne-Mette sin sovende mor over kinden og hviskede til hende:
- Bare giv slip og slap af. Du skal snart op i himlen til far.
I samme øjeblik åbnede Tove øjnene og kiggede direkte på sin datter. Anne-Mette er sikker på, at hun forstod, hvad der blev sagt.
Nogle timer senere kyssede Anne-Mette sin mor på panden og sagde 'jeg elsker dig', inden Tove gav slip og døde kl. 12.45. 16 en halv time efter sin mand.
Anne-Mette sad mat tilbage. Havde mistet begge sine forældre indenfor samme døgn.
- Jeg har ikke bare mistet mine forældre, men også mine bedste venner, som jeg talte med om alt, og som har givet mig og mine piger så meget kærlighed og omsorg. Jeg savner dem helt ubeskriveligt i mit liv, siger Anne-Mette Højbjerg ved stuebordet, hvor billeder og minder fra forældrenes liv sammen er fundet frem under fortællingen.
- Men jeg tror heller ikke, hun havde haft lyst til at være her, hvis han ikke var her mere. Ingen af de to ville leve uden den anden.
Tove og Otto Højbjerg Sørensen blev begravet sammen 6. februar med deres vielsesringe på.
