Helle Sydendal tog 29 kilo på. Alle troede, det skyldtes dovenskab, smugspisning eller en midtlivskrise. Det viste sig at være en sygdom, der havde skylden. Men var der lang vej til den rette behandling.
Helle Sydendal var vant til at have respekt om sig. Hun er en kvinde, der er kvik i hovedet, diskussionslysten, mor til to, redaktør på en række fagmedier og lykkeligt gift.
Men det var ikke dét billede, hun havde af sig selv, da hun for ti år siden slæbte sig igennem det ene lægebesøg efter det andet.
»Jeg var en halvfed, tudende kvinde i 40erne, som ikke blev taget alvorligt,« husker hun.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Helles turbulente historie, hvor hun gik fra at være en stærk, slank karrierekvinde til pludselig at tage 29 kilo på og være konstant udmattet. Læs hvordan sygdommen påvirkede hendes liv - og om hvordan hun kom tilbage på sporet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Helle Sydendal tog 29 kilo på. Alle troede, det skyldtes dovenskab, smugspisning eller en midtlivskrise. Det viste sig at være en sygdom, der havde skylden. Men var der lang vej til den rette behandling.
Helle Sydendal var vant til at have respekt om sig. Hun er en kvinde, der er kvik i hovedet, diskussionslysten, mor til to, redaktør på en række fagmedier og lykkeligt gift.
Men det var ikke dét billede, hun havde af sig selv, da hun for ti år siden slæbte sig igennem det ene lægebesøg efter det andet.
»Jeg var en halvfed, tudende kvinde i 40erne, som ikke blev taget alvorligt,« husker hun.
Hun kan ikke huske præcis, hvornår det begyndte. Men i dag kan hun se, at hun burde have været i behandling, da hun fik sin yngste søn i 2002.
»Jeg var altid iskold, men troede, det var fordi, jeg var høj og tynd. Men samtidig var jeg begyndt at tage på.«
Hun bestilte tid hos sin læge, fordi hun ville have svar på, hvorfor hun blev ved med at tage på. Hun hverken spiste mere eller rørte sig mindre, end hun plejede.
»Min læge anede ikke, hvad der var galt. Men sagde: ’Helle, det er ikke let at have to børn, et fuldtidsjob, sætte et hus i stand og samtidig blive ældre’.«
Beskyldt for snyd
I dag er huset lidt uden for Holbæk, hvor Helle Sydendal tager imod sammen med en flok hunde, for længst istandsat. Hun laver kaffe, før hun fortæller sin historie, som hun ikke tøver med at kalde ’et svigt af dimensioner’.
For lægens råd var klart: Helle skulle bare motionere og spise sundt, så skulle hun nok blive slank igen.
»Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter, fik en personlig træner og en fysioterapeut. Men efter tre uger spurgte de, hvorfor jeg ikke fulgte det program, de havde lavet til mig. Jeg havde fulgt det til punkt og prikke. Alligevel blev min form ikke bedre,« husker Helle Sydendal.
Hun vejede på det tidspunkt omkring 70 kg og gik på kur med Vægtkonsulenterne. Det var grænseoverskridende for den tidligere slanke kvinde, som aldrig før havde været på slankekur. Hvad værre var: Kuren hjalp ikke. Tværtimod tog hun 200 gram på om ugen.
Igen oplevede hun, at folk ikke troede på hende.
»Jeg fik skældud, fordi jeg ikke fulgte kostplanen. Konsulenten kiggede på mig og sagde: ’Hvis du følger kostplanen, taber du et kilo om ugen. Basta.«
En hverdag i koma
Selvom vægten var et stort problem, var det den overvældende træthed, som var det værste.
»Tit lå jeg og sov på køkkengulvet, fordi der var varme i gulvet, og fordi jeg ikke orkede at gå fra den ene ende af huset til den anden. Om natten sov jeg i skidragt. Jeg havde så ondt i alle led og muskler – når jeg skulle rejse mig, foregik det sådan her,« siger Helle Sydendal og skærer ansigt, mens hun støtter sig til bordkanten og hiver sig op fra stolen.
»Min søn var svømmer. Jeg tog tit med ud for at se ham svømme, men så snart jeg satte mig på de hårde bænke, faldt jeg i søvn. Når han kom op af vandet og spurgte, om jeg havde set ham, svarede jeg altid: ’Ja, det var så flot, skat’,« siger Helle Sydendal og smiler.
Ind imellem holdt hun ind til siden i sin bil for at tage en lur. Andre gange er hun vågnet i toget, uden at vide, hvor hun var, eller om hun var på vej til eller fra arbejde.
»Jeg har prøvet at stå af toget uden at ane, hvor jeg var. Jeg måtte ringe til min mand og sige, at jeg stod ved noget vand med nogle færger. Måske var det Nordhavn? Det viste sig at være Kalundborg,« fortæller hun med en hovedrysten.
»Træthed er et forkert ord. Jeg var i koma. En spand isvand i hovedet havde ikke kunnet vække mig. Jeg faldt i søvn, når jeg kom hjem fra arbejde, og så sov jeg, til jeg skulle på arbejde igen næste morgen,« husker hun.
Til sidst blev hun sygemeldt.
»Jeg havde altid været skarp og havde holdninger og kunne skære igennem. Pludselig var jeg tæt på at være en grøntsag – jeg var blid som et lam. Jeg blev sygemeldt og kan i dag se, at jeg stod på randen af en førtidspension.«
På vægten
En dag beklagede Helle Sydendal sig til sin mand.
»Jeg syntes, det hele var så pisseuretfærdigt. Jeg kan tydeligt huske, at han kiggede på mig og spurgte: ’Helle, spiser du, når jeg ikke er hjemme?’. Jeg blev så rasende over, at selv min mand ikke troede på mig mere. Jeg ringede til lægen med det samme. Jeg vidste, jeg var syg, og nu VILLE jeg finde ud af hvorfor.
Til Helle Sydendals store held var det en ung vikar, som havde vagten den dag. Han gik straks med til at undersøge hende på alle leder og kanter.
»Det var noget helt nyt, at der sad en læge, som ikke bare sagde ’motion og sund kost’,« siger hun.
Et par dage senere ringede lægen og fortalte, at Helle Sydendal led af myksødem, altså nedsat stofskifte. Sygdommen skyldes, at skjoldbruskkirtlen producerer en forkert mængde hormoner.
»Jeg tænkte: ’Okay, jeg har en kronisk sygdom, men det er ikke værre, end at det kan klares med en lille hvid pille hver dag’. Jeg var meget glad, selvom jeg var syg. Nu kunne jeg endelig gøre noget ved det.«
Men Helle Sydendals trængsler var langtfra forbi, for den lille hvide pille var ikke nok til at hjælpe hende, og de næste to år blev én lang kamp mod specialisterne på Bispebjerg Hospital.
»Når jeg kom ind til lægerne, kiggede de altid ned i papirerne og sagde, at mine blodprøver så fine ud, og at jeg var velmedicineret. Der var ikke én af dem, der lænede sig frem, kiggede på mig og spurgte, hvordan jeg havde det,« husker Helle Sydendal.
På et tidspunkt blev hun henvist til en diætist, som lagde en kostplan. Men igen måtte hun se i øjnene, at selv om kosten var mager, gik vægten kun opad. Igen mærkede hun kun mistillid fra de mennesker, som skulle hjælpe hende.
»Diætisten sagde: ’Nogle gange spiser vi mere, end vi tror. Måske skal du bare acceptere, at du vejer, som du gør’. På det tidspunkt vejede jeg over 80 kilo og var desperat for at tabe mig.«
Helle Sydendal nægtede at acceptere sin tilstand. Hun begyndte at læse udenlandsk forskning om lavt stofskifte, blev ekspert i forskellige hormontyper og i, hvordan de arbejder i kroppen. For første gang meldte Helle Sydendal sig ind i online-fora, hvor hun kunne debattere symptomer og behandlingsmuligheder med andre kvinder i samme situation. Den slags havde hun aldrig overvejet før, for hun kunne simpelthen ikke identificere sig med at være syg.
»Faktisk havde jeg altid ment, at syge mennesker trængte til et kærligt spark i røven.«
Men på nettet blev hun klogere – både på de andre syge mennesker og på sig selv.
»Det var dér, jeg læste om en kvinde, som var i behandling med hormonet T3. Hendes læge viste sig at arbejde på Næstved Sygehus,« siger hun og peger med en tommelfinger over skulderen sydpå.
Da Helle Sydendal fik en aftale med lægen i Næstved, var det en helt ny verden, der åbnede sig.
»Jeg kan tydeligt huske, at jeg havde en halv meter printede papirer med forskningsresultater med i en pose. Det hele var ordnet med gule lapper, jeg var klar til at argumentere mig til den rigtige medicin. Men lægen lænede sig tilbage, lagde benene over kors og foldede hænderne bag hovedet. Så kiggede han på mig og spurgte: ’Hvordan har du det?’ Jeg fortalte hele min historie og om alle mine symptomer. Til sidst sagde han, at det var typiske symptomer på lavt stofskifte, og det var tydeligt for ham, at jeg ikke var velbehandlet.«
Blomster i stuen
Få dage senere fik Helle Sydendal udleveret sin medicin på et apotek i Holbæk.
»Jeg gik hjem, tog pillen og faldt som sædvanligt i søvn på det varme køkkengulv. Da jeg vågnede et par timer senere, hev jeg mig op ved bordkanten, og kiggede rundt i stuen og fik øje på blomsterbuketter. Det lyder mærkeligt, men det sidste par år af mit liv havde været én stor tåge, hvor jeg ikke havde kunnet se mere end to meter frem for mig. Nu kunne jeg pludselig, se at der stod blomster i stuen.«
Syv måneder senere kunne Helle Sydendal også se resultater på en anden måde.
»En morgen, da jeg stod på vægten, var der røget ét kilo. Det var første gang i årevis, at min vægt gik den vej,« husker Helle Sydendal, hvis vægt på det tidspunkt var oppe på 85 kilo.
Der gik to år, før der var røget 16-17 kilo af sidebenene. Før smerterne i kroppen var helt væk. De næste to år indledte Helle Sydendal næsten alle sine sætninger med: ’Nu kan jeg også...’.
Selvom hun stadig spiser tre daglige piller for at holde sin hormonbalance på plads, føler hun sig i dag helt rask og normal.
»Hvis jeg spiser for meget, tager jeg på, og hvis jeg går på slankekur, taber jeg mig ligesom alle andre mennesker.«
Men indeni er Helle Sydendal ikke den samme, som hun var, før hun blev syg.
»Jeg oplever dagligt, at folk ringer til mig, fordi de har læst min bog. Når de ringer, står de ved afgrunden og overvejer at kaste sig ud. Jeg forstår deres desperation,« siger hun og tænker sig lidt om.
»Jeg har vist udviklet det, man kalder empati,« siger hun med et grin og lægger så ansigtet i alvorlige folder:
»Forleden så jeg en kvinde i supermarkedet. Hun kunne næsten ikke slæbe sig af sted, men støttede sig til indkøbsvognen, hun havde fedtet hår, krøllet tøj, dobbelthage og var usoigneret. Jeg tænkte straks: ’Århhh, lille skat, du skal se at komme til lægen’. Før i tiden ville jeg have tænkt: ’Tag dig nu sammen’.«
