I Bille Augusts nye film spiller hun en kvinde, der vælger aktiv dødshjælp. Ghita Nørby har flere gange kæmpet mod kræft. Men hun ville ikke selv have modet til at slutte livet
Efterårsregnen pisker ned – udenfor. Men Ghita Nørbys kulør er ikke novemberramt. Huden er stadig gylden efter en tur til San Sebastian Filmfestival med instruktør Bille August og holdet bag filmen ’Stille Hjerte’, der netop har modtaget store anmelderroser. Den 79-årige filmdiva spiller hovedrollen som Esther, der er ramt af en uhelbredelig sygdom, og derfor samler sin familie for at tage afsked. Planen er, at hun selv – ved sin mands hjælp – vil trykke på sluk-knappen og sige farvel.
- Sådan et emne kan godt gå hen og blive tungt. Men en af de store ting ved filmen er, at den er så usentimental. Der er ingen skurke og ingen helte. Men nogle mennesker, der står i et dilemma, som vi alle sammen kan stå i en dag, siger Ghita Nørby, mens hun sætter vand over til te i sit hyggelige bjælkehus.
Trods sin skæbne synker Esther ikke ned i sentimental medlidenhed. Det er et meget bevidst, forklarer Ghita Nørby.
- Det kan ikke være en ynkelig person, der tager sådan en beslutning. Ikke at hun er en umenneskelig robotdame, der bare går rundt og har besluttet sig – hun er også bange. Men der må være en stor, indre styrke, siger hun.
At finde sin indre styrke i forbindelse med livstruende sygdom, er noget, Ghita Nørby selv kender alt for godt.
To gange har hun haft kræft. Først i 1993, da hun fik konstateret underlivskræft, og senest da hun i 2010 fik fjernet sit venstre bryst på grund af brystkræft.
Kræften forsvandt, men angsten er umulig at operere væk. Den vil altid sidde i kroppen.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele interviewet med Ghita Nørby om dødelig sygdom, lysten til at leve og kærlighed. Husk ... du kan prøve 1. måneds abonnement helt gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Efterårsregnen pisker ned – udenfor. Men Ghita Nørbys kulør er ikke novemberramt. Huden er stadig gylden efter en tur til San Sebastian Filmfestival med instruktør Bille August og holdet bag filmen ’Stille Hjerte’, der netop har modtaget store anmelderroser. Den 79-årige filmdiva spiller hovedrollen som Esther, der er ramt af en uhelbredelig sygdom, og derfor samler sin familie for at tage afsked. Planen er, at hun selv – ved sin mands hjælp – vil trykke på sluk-knappen og sige farvel.
- Sådan et emne kan godt gå hen og blive tungt. Men en af de store ting ved filmen er, at den er så usentimental. Der er ingen skurke og ingen helte. Men nogle mennesker, der står i et dilemma, som vi alle sammen kan stå i en dag, siger Ghita Nørby, mens hun sætter vand over til te i sit hyggelige bjælkehus.
Trods sin skæbne synker Esther ikke ned i sentimental medlidenhed. Det er et meget bevidst, forklarer Ghita Nørby.
- Det kan ikke være en ynkelig person, der tager sådan en beslutning. Ikke at hun er en umenneskelig robotdame, der bare går rundt og har besluttet sig – hun er også bange. Men der må være en stor, indre styrke, siger hun.
At finde sin indre styrke i forbindelse med livstruende sygdom, er noget, Ghita Nørby selv kender alt for godt.
To gange har hun haft kræft. Først i 1993, da hun fik konstateret underlivskræft, og senest da hun i 2010 fik fjernet sit venstre bryst på grund af brystkræft.
Kræften forsvandt, men angsten er umulig at operere væk. Den vil altid sidde i kroppen.
- Får du en dødelig sygdom, er den der, selvom du bliver erklæret rask. Den sidder jo som en sort fugl heroppe, siger Ghita Nørby og peger på sin skulder.
- Nogle gange kan fuglen flyve lidt højere op i luften og være næsten usynlig, men pludselig kan den dykke ned og være synlig med sine vinger, alt efter hvordan man har det.
Brystet mangler
Ghita Nørby bekæmpede kræften og fortsætte sit liv i rampelyset. Men kroppen bærer stadig præg af sygdommen, for hun valgte ikke at få rekonstrueret det bortopererede bryst.
- Nok fordi jeg har den alder, jeg har. Var jeg en ung kvinde, havde jeg nok fået gjort det, men jeg syntes ikke rigtigt, at jeg havde brug for det. Jeg har jo ikke et liv, som er kropsfikseret på den måde, det bliver man nødt til at erkende med alderen, siger hun.
Dog er hun meget opmærksom på, at det manglende bryst ikke må tiltrække – eller rettere fjerne fokus, når hun står på scenen.
- Jeg har folk, der holder øje med, hvad der kan ses og ikke ses. Jeg kan jo ikke stå på scenen, og så siger alle mennesker ’nå, det er hende med brystkræft’. Ikke at jeg skjuler det, men jeg skal ikke være den husomdelte kræft-planche og synonym på sygdommen, slår hun fast.
Til trods for, at Ghita Nørby flere gange har haft døden inde på livet, tvivler hun på, at hun selv kunne tage beslutningen om aktivt at sige farvel.
- Det er alt for stort et spørgsmål at svare på, det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg ville, hun tænker lift og forsætter så:
- Nej, det tror jeg ikke, jeg kunne. men jeg har jo heller ikke, som i filmen, denne lurende bombe. Men selv om jeg havde, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have det som Esther. Jeg tror ikke, jeg ville have det mod, lyder det ærligt.
En kærlighedshistorie
I filmen spiller Morten Grunwald hendes mand, en pensioneret læge, der har midler og metoder til at hjælpe sin kone med den skæbnesvangre beslutning. Han er en uundværlig klippe for Esther, siger Ghita Nørby.
- For mig er det en kærlighedshistorie, der handler om et ægtepar, der har den fortrolighed og støtte i hinanden, som er sjælden. Dét at have et andet menneske ved sin side, der har dén indstilling omkring sygdom, er jo en støtte, der ikke ligner meget andet. Selv om det i sidste ende er en alene-beslutning, står hun ikke alene, forklarer Ghita, inden hun bliver afbrudt af en høj ringetone.
- Jeg tror, det er Svenns Ipad. Der er mail. Jeg kan altså ikke standse det, siger hun og lader den ringe ud.
I samme øjeblik træder Svenn med efternavnet Skipper ind ad døren. Han hilser og kysser Ghita på panden.
- Hvordan gik det, spørger hun.
- Det gik bedre, svarer han.
Hun griner.
- Det var godt, siger hun, mens Svenn Skipper, 67, forlader køkkenet med sin Ipad.
Den korte samtale er fyldt med kærlighed og en indforståethed, som kun to mennesker, der er helt tæt på hinanden, kan opnå.
For tre år siden meddelte parret ellers, at de efter 27 år sammen skulle skilles. Ghita satte sit elskede hus, der ligger for enden af en villavej i Holte, til salg.
Bruddet holdt i under to år, før de var sammen igen.
Skilsmissen
Ghita Nørby valgte at beholde det sortmalede bjælkehus med de smalle gange, lyse, åbne stuer, levende vægge og hylder fyldt med minder. Alle betyder noget helt specielt. Lige som Svenn, fandt hun ud af.
- Vi blev skilt. Men da der var gået nogle år, syntes vi, at vi måske skulle ses igen og spise et stykke dyrlægens natmad. Nogle gange er det hyggeligt, og det var så dét. Men pludselig tænkte vi, at vi skulle spise et stykke med dyrlægens natmad – igen. Og så sås vi og fandt ud af, at vi stadig godt kunne lide hinanden, afslører hun med et smil.
Men alt er ikke præcis som før. De er sammen – men med mulighed for fysisk afstand.
- Vi kan lide hinanden, men vi er fraskilte. Svenn har sit hus, og jeg har mit. Vi kan sagtens bo hos hinanden, og vi kan sagtens ikke bo hos hinanden, siger hun og kan varmt anbefale den frihed, det giver.
Han kan sige: ’Prøv at hør, synes du ikke, du skulle tage hjem, Ghita? Ærligt talt har jeg brug for at være alene’.
- Vi er ikke som et ægtepar pisket til at være sammen, men har frihed. Og her er jeg ikke inde på et frit ægteskab med adskillige mennesker løbende ud og ind af både senge og huse. Men den der mærkelige ægteskabelige pligt til at være to altid, den er meget vidunderlig at slippe. For så er det din egen vilje, og du får lov at længes efter den anden. Jeg er ikke den store tilhænger af ægteskabet. Jeg er mere tilhænger af kærlighedsvenskabet, slår hun fast.
Den omsværmede skuespillerinde har været gidt – og skilt – fire gange. Først med arkitekt Mogens Garth-Grüner, så sanger Dario Campeotto, skuespiller Jørgen Reenberg og sidst pianist og kapelmester, Svenn Skipper. Smerten ved en skilsmisse vænner hun sig aldrig til. Faktisk er den så uudholdelig for Ghita, at hun sammenligner det med døden.
- Det er ganske forfærdeligt at blive skilt. Jeg ved ikke, om der findes noget, der er meget værre, andet end døden.
Der kan man sige, at det er en slutning, vi alle må se i øjnene. Mens en skilsmisse er ganske, ganske pinefuld for to mennesker og for mange rundt om, siger Ghita Nørby.
Sammen igen
Alligevel har det aldrig forhindret hende i at kaste sig ud i kærligheden. Heller ikke selv om den én gang er brast.
Svenn giver hende nemlig noget helt specielt. Han kan tøjle hende.
-Svenn er et introvert menneske, jeg er et ekstrovert menneske. Mange gange er jeg jo alt for meget, så er det skønt at have en ven, der siger: ’Ved du hvad, sæt dig ned og slap af. Du er umulig at høre på i øjeblikket, det gider jeg altså ikke. Nu overtager jeg, og så sidder du dér. Færdig. Og jeg kan sige til Svenn: ’Ved du hvad, skulle du ikke tage hen og spille? Så laver jeg en masse i min have’. Vi hjælper hinandens karakterer, og vi hjælper hinanden helt praktisk. Vi er faktisk – ja, hinandens bedste venner, siger hun og smiler stort.
Med 60 års jubilæum på de skrå brædder er Danmarks storre skuespillerinde et menneske, der mere end noget andet ér sin karriere. Ghita Nørby har spillet et utal af glansroller og formår stadig i en alder af knap 80 år at få store hovedroller i film og på teatret. Men samme glorværdige karriere har også stået i vejen for hendes ægteskabelige lykke, lige som det har præget forholdet til barn og børnebørn.
- Jeg har haft svært ved det. Gud være lovet kan andre kollegaer og mennesker sagtens leve sammen på godt og på ondt. Jeg har desværre bare ikke lykkes med det. Sådan er det, siger hun.
Karrierens pris
I øjeblikket har hun rasende travlt med PR i forbindelse med film og bogen ’Alle tiders Ghita’. Gennem tiden har hun valgt at tilsidesætte flere, for hendes generation, traditionelle kvindelige familiedyder til fordel for jobbet.
- Da jeg var ung, var der jo ikke noget, der hed: ‘Nej, nu kan jeg ikke, for jeg er lidt sløj’ eller ‘Nu skal jeg også hente mine børn’. Det fandtes ikke som undskyldning – overhovedet. Derfor er jeg jo også blevet skilt og gift mange gange, for der er jo ingen andre mennesker, der kan holde os (skuespillere. red.) ud, siger hun med et stille grin.
Sammen med Dario Campeotto fik Ghita Nørby sønnen Giacomo, der er instruktør og lige fyldt 50 år. Den runde dag holdt han hos sin mor, der lagde hus til festen. Sådan har det ikke altid været, for et langt liv i rampelyset har også betydet en mor, der missede en del fødselsdage, fortæller hun.
- Dit barn har fødselsdag, og du er der ikke. Det, synes børn da, er noget underligt noget. Altså, jeg efterlod ham ikke på en isflage i vandet, der var mennesker til at være gode ved ham. Men der var en mor, der ikke var der, fordi hun er ude at filme. Sådan var det, og jeg har aldrig levet på anden måde, siger hun ærligt.
Selv om hun ikke, som mange andre kvinder, er defineret af familie og børn, var det skæbnen, der bestemte, at det ikke blev til en stor børneflok.
- Jeg har fået ét barn, og det var ikke bevidst. Jeg ville gerne have haft mange børn. Da Dario og jeg rejste til Italien, troede jeg, at jeg skulle føde mange børn, men det skulle jeg så ikke, fortæller Ghita Nørby, som til gengæld har stor glæde af sine to børnebørn på 17 og 20 år.
Atypisk farmor
Den typiske farmor bliver hun dog aldrig, griner hun.
- Jeg har jo ikke en onsdag, hvor vi laver frikadeller sammen, eller en lørdag hvor familien mødes og spiser sild, eller hvad man nu har af traditioner. Det er jeg ikke, og det har ungerne vænnet sig til. Men jeg kan pludselig ringe og sige: ‘Nu, har jeg en uge, hvad skal vi lave?’ Det er der måske ikke så mange farmødre, der gør.
Det har aldrig været noget problem, siger hun om sin relation til familien.
- Vi har det altid meget, meget sjovt. En ting er at føde børn og få børnebørn, men de behøver jo ikke være mine venner. Men både min søn og børnebørn er mine gode venner. Engang imellem har de følt, at jeg holdt mere af mine hunde end dem, men det passer jo ikke, griner hun højt og afslører, at hende og Svenn venter familieforøgelse. En ny, lille hvalp, der skal hedde Aki. Den skal bo i bjælkehuset i – sandsynligvis – de næste 15 år. Ellers er der ikke lagt nogle fremtidsplaner. Heller ikke de mere dystre og uundgåelige af slagsen.
- Svenn og jeg har ikke talt om, hvad der skal ske, hvis en af os går bort. Egentlig tror jeg, det er forkert. Jeg tror, man skal snakke med en eller anden om det, om ikke andet så med sin advokat, siger hun.
Som hendes dimentrale modsætning planlægger Esther i ’Stille hjerte’ sin død til mindste detalje. Det vil Ghita aldrig gøre.
- Jeg tror, man skal fravælge planer, Min far planlagde sin begravelse, men så døde han ikke sådan, som han troede, han skulle dø, også blev det alligevel ikke til noget, husker hun.
Dog kan hun ikke sige sig helt fri fra at have det i tankerne, indrømmer hun.
- Nu har min søn lige holdt sin 50 års fødseldag, og så får han jo noget af det, jeg holder allermest af herhjemme, nogle arvestykker og antikviteter. Jeg har så mange ting og så meget at give af, og han skal jo have det, mens jeg kan se, hvor glad han bliver for det. Man ved jo ikke, hvornår det er slut, siger hun.
Fødselsattesten siger 11. januar 1935. Ghita Nørby erkender, at hun aldrig vænner sig til tanken om, at det hele en dag slutter.
- Døden, ja, hvad skal vi dog stille op med den. Jeg elsker at være til, jeg synes, livet er morsomt, og hver dag er jeg taknemmelig for at være her. Jeg vil gerne leve hver dag, opleve tilværelsen, mit barn og børnebørn. Livet og foråret. Vinteren og juleaften.
- Jeg kan ikke engang tage stilling til, om jeg er rædselsslagen eller ej for at dø. Jeg ved jo, det sker.
Hun kommer til at tænke på Georg Poulsen, den tidligere formand for Dansk Metal-formand, der døde i juli. Han faldt om på Dyrehavsbakken. Sådan vil hun også gerne dø:
- I højt humør og på Dyrehavsbakken.
