Har du lignende eksempler fra andre steder i landet? Så hører vi meget gerne fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

En gruppe drenge helt ned til 11 års-alderen fra ghettoområdet Motalavej i Korsør hærger lokale forretninger og et hotel med trusler, hærværk og tyveri.

Det får nu politiet og de erhvervsdrivende til at sætte hårdt mod hårdt i kampen for at stoppe drengene.

Det oplyser vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til BT.

»Det er stærkt beklageligt og uacceptabelt, så vi øger trykket nu. Det er vigtigt, at alt bliver anmeldt til politiet, så vi kan gribe ind og få det bragt til ophør,« siger Allan Holm, som oplyser, at det er en gruppe på cirka 10-12 drenge, der står bag, og som er med til at tegne et negativt billede af Motalavej, som har over 3.000 indbyggere.

På hotellet Comwell Korsør har drengene ifølge BT’s oplysninger flere gange kapret det luksuriøse spabad, iført sig hotellets badekåber og krævet en 50’er i entre fra deres venner. Derudover har de truet og skubbet personalet, samt ridset biler på parkeringspladsen.

Det er nu lykkedes at stoppe drengene ved systematisk at melde alt til politiet.

»Det, der er foregået, er ikke acceptabelt, og vi vil ikke finde os i det. Derfor har vi haft fokus på udfordringen og politianmeldt de konkrete hændelser,« siger koncernchef Peter Schelde fra Comwell.

»Det vigtigste for os er, at vores gæster kan føle sig sikre på vores hoteller, lige meget hvor de befinder sig i landet,« siger Peter Schelde, som roser samarbejde med politiet, som har gjort, at hotellets gæster i dag kan føle sig trygge.

Som et led i at stoppe gruppen mødtes de erhvervsdrivende og politiet onsdag i sidste uge. Mødet var en reaktion på, at det for nylig kom frem, at Motalavej-drengene har truet de ansatte og åbenlyst stjålet i den lokale Lidl. Fremover bliver alt politianmeldt, hvilket kun i begrænset omfang er sket tidligere, oplyser Allan Holm.

På mødet deltog Shell, Jysk, Comwell Korsør, Outlet, Lidl og T Hansen, hvoraf flere har været plaget af drengene.

Borgmester i Slagelse Kommune, Stén Knuth (V), vil nu stramme grebet om de familie, der ikke holder deres børn væk fra kriminalitet.

»Det er fuldstændig utilstedeligt. Det her starter i familierne, hvor mor og far skal tage sig af de unge. Vi skal have tommelskruen hårdere på over for de ganske få familier, det drejer sig om,« siger borgmesteren.

Så sent som søndag aften var der to grove hændelser på Motalavej, som også kan spores til drenge fra området. Først blev en 65-årig mand slået og sparket af en gruppe unge på parkeringspladsen foran Lidl. Og senere samme aften blev en sikkerhedsvagt truet af to indbrudstyve, der tiltvang sig adgang til Kvarterhuset på Motalavej.