Tobias Hannibal Jensen er lam og har siddet i kørestol i fire år. Nu er han ved at lære at gå igen - med et ekstra skelet spændt på kroppen.
Det var en kold og isglat februar morgen i Aalborg. Tobias Hannibal Jensen kører på motorvejen på vej til arbejde, der er helt mørkt udenfor. Det er kun lyset fra billygterne, man kan se på vejen. Pludselig skrider bilen ud i rabatten og ud på en mark. Bilen ruller rundt flere gange, og Tobias bliver kastet ud af bilen gennem forruden. Da Tobias vågner, ved han ikke, hvor lang tid der er gået fra ulykken, til han vågner på marken. Han ved ikke, hvad der er sket, men én ting er han klar over, inden han besvimer: han kan ikke mærke sine ben.
Da den dengang 23-årige jyde vågner op igen i en hospitalsseng på Aalborg Sygehus, fortæller lægerne ham, at han har brækket rygsøjlen tre steder. Tobias Hannibal Jensen er lam fra brystet og ned.
Log ind på BT PLUS og vær med på Tobias' rejse fra at være lam i en kørestol, til at kunne rejse sig og gå med hjælp fra et exoskelet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Tobias Hannibal Jensen er lam og har siddet i kørestol i fire år. Nu er han ved at lære at gå igen - med et ekstra skelet spændt på kroppen.
Det var en kold og isglat februar morgen i Aalborg. Tobias Hannibal Jensen kører på motorvejen på vej til arbejde, der er helt mørkt udenfor. Det er kun lyset fra billygterne, man kan se på vejen. Pludselig skrider bilen ud i rabatten og ud på en mark. Bilen ruller rundt flere gange, og Tobias bliver kastet ud af bilen gennem forruden. Da Tobias vågner, ved han ikke, hvor lang tid der er gået fra ulykken, til han vågner på marken. Han ved ikke, hvad der er sket, men én ting er han klar over, inden han besvimer: han kan ikke mærke sine ben.
Da den dengang 23-årige jyde vågner op igen i en hospitalsseng på Aalborg Sygehus, fortæller lægerne ham, at han har brækket rygsøjlen tre steder. Tobias Hannibal Jensen er lam fra brystet og ned.
Fem år efter er det en veltrænet og smilende mand, der møder os i receptionen på Vestdansk Center for Rygmarvsskader (VCR). Begge arme er fyldt med tatoveringer og en stram træningsoverdel viser hans markerede overkrop.
Hver dag i godt to uger har Tobias Hannibal Jensen pendlet fra sin bolig i Aalborg til centret i Viborg, hvor han sammen med en række fysioterapeuter træner med et såkaldt exoskelet, der hjælper ham med at gå. Oppe på gangen sidder skelettet på en stol og nedenunder står to sorte Nike-sko.
Tobias Hannibal Jensen er den første dansker, der er tilknyttet genoptrænings-programmet hos VCR. I 40 dage skal han lære at bruge exoskelettet, så han senere kan søge om et hos kommunen og bruge det i sin dagligdag både i og udenfor hjemmet.
Tobias rykker fra sin kørestol, ’hans bedste ven’, over på den hvide skammel og sætter med sort velcrobånd robotten fast på ben, lår og til sidst brystet. Han får samtidig en rygsæk på, som batteriet og ’computeren’ til skelettet ligger i.
»Er der ikke nogen småkager i dag, hvordan skal jeg så motiveres. Ej, det er bare gas,« siger den rødhårede unge mand, der læser til ergoterapeut.
Han trykker på noget, der ligner et sci-fi-ur, der sender signaler videre til skelettet, som ved hjælp af en sensor registrerer, hvornår Tobias laver en lille bevægelse. Der lyder en dyb indånding, mens der ellers er helt stille på den hvide gang.
I en voldsom bevægelse rejser Tobias sig op. I hænderne holder han fast i to krykker, der skal hjælpe på balancen, og han kommer usikkert på benene:
»Det gik jo helt fint,« siger Tobias beskedent. Efter at have stået lidt bevæger han sig fremad - skridt for skridt. Tobias Hannibal Jensen kan gå igen.
»Det at komme op i øjenhøjde med andre mennesker, det er det bedste.«
Får pulsen op
Det er ikke træning for småbørn. Tobias’ hænder bliver helt hvide, fordi han lægger al sin kraft og styrke i at støtte sig til krykkerne. I to timer går Tobias frem og tilbage, og det ser hårdt ud, men der er hele tiden plads til et smil eller en kommentar til de tre kvindelige fysioterapeuter.
»Jeg har det fint,« siger Tobias med et smil. »Jeg begynder dog at svede og får da pulsen op. Men så er det jo godt, at jeg er så veltrænet,« siger han og griner.
I dag skal Tobias lære at kigge op, når han går. Der er altid en fysioterapeut, der går bag ham og er klar til at hjælpe, hvis han falder eller kommer for meget ud af balance. Stemningen er god under træningen:
Tre ældre kommer kørende i deres kørestol ud fra et af lokalerne. Tobias siger lidt kækt: »Skal vi prøve at køre om kap, vi kan måske få dem til at tune den her (exoskelettet red.).«
Efter to timers intensiv genoptræning er Tobias på vej hjem til Aalborg. Den tur tager han hver dag frem og tilbage.
’Ulykken ændrede mig’
For Tobias har ulykken være en måde at begynde forfra. Men de første seks måneder efter ulykken satte ham på prøve. For hvordan vænner man sig til aldrig mere at gå igen?
»I en rigtig lang periode havde jeg et voldsomt temperament, når jeg var sammen med andre. Jeg syntes tingene gik for langsomt, og jeg ville bare gerne i gang med genoptræning.«
For mange betyder livet i en kørestol, at livet stopper. Men sådan tænkte Tobias ikke. For det tog ikke lang tid for ham at acceptere, at han aldrig kom til at gå igen.
»Jeg tror, at det hårdeste har været det mentale og ikke det med at komme til at gå. Fordi jeg ville bare gerne videre, men der var mange ting, som gjorde, at min krop ikke kunne gøre, hvad mit hoved gerne ville,« forklarer han.
Det er ikke til at se i Tobias’ hjem, at der bor én i kørestol. Det er kun, hvis man går ud på badeværelset, at man lægger mærke til håndtaget ved toilettet og skamlen i badet. Ellers ser alt ud som en i en almindelig mandelejlighed. Mørke møbler, stort køleskab , fladskærm og selvfølgelig en playstation. Der er også et par bonsaitræer. De er valgt, fordi de er nemme at passe, påpeger Tobias.
Før ulykken gik Tobias i byen hver weekend og var ifølge ham selv lidt af en drengerøv. Men det ændrede sig efter biluheldet.
»Groft sagt kan man sige, at ulykken har ændret mig til noget bedre. Jeg har lært at tænke mere på mig selv og min fremtid. Jeg går op i mit studie, karriere og krop. Man kan vel sige, at jeg blev voksen efter ulykken. Så det er dejligt,« forklarer han.
»Når man får revet hele sin fortid væk, så skal man til at skabe sig et helt nyt liv. Og så bliver man mere bevidst om, hvad der er godt for en selv, og hvad man selv har lyst til at gøre.«
For Tobias er der ikke nok timer i døgnet. Han pendler fra studie til arbejde til fysioterapeut og videre til basket. Men han kan godt lide at have så travlt.
I dag læser han til ergoterapeut og går med tanken om at blive selvstændig og holde foredrag. Tobias’ kæreste Mathilde Wöbber prikker ham også på skulderen en gang imellem og spørger, om han ikke også kunne presse hende lidt mere ind i den travle hverdag.
Taler om at flytte sammen
»Vi har talt om at flytte sammen efter nytår, så vi kan komme til at se hinanden noget mere. Vi har det rigtig godt sammen, og det tror jeg er fordi, at jeg har fået ulykken på afstand og fundet ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil.«
