Den voldsomme ulykke hvor en 41-årig racerkører i går mistede livet på sin motorcykel under et løb på Padborg Park, er ikke den eneste dødsulykke på den 2200m lange bane. I 2008 døde en anden motorcyklist på banen, da hans motorcykel skred ud i en chikane.

- Ved chikanen (hvor ulykken skete), men også i andre sving på banen er der kun 2 - 3 meter over til autoværnet. Hva f..... tænker man på - det er da dybt åndssvagt skodbane - kører aldrig mere på Padborg Park.





Sådan skrev en bruger på hjemmesiden mcinternet.dk efter den første dødsulykke i 2008. Og flere steder på nettet ligger lignende kommentarer til forholdene på Padborg Park, der nu har kostet to motorcykelkørere livet. Det første dødsoffer var en civil motorcykelkører der deltog på et køreteknisk kursus.

SE BILLEDERNE: Tragisk dødsulykke på Padborg Park

- PP er den mest livsfarlige bane jeg nogen sinde har oplevet......alle steder på banen er man enten til fare for andre eller sig selv ,hvis man skulle styrte.. enten er der ganske lidt grus at køre i inden man rammer autoværnet eller også er der slet ikke noget.. Banen skulle lukkes permanent!!. og arrangørerne stilles til ansvar for deres manglende kompetencer, skriver en bruger på bike.dk efter gårdsdagens dødsulykke.



Og i samme tråd fortsætter andre den skarpe tone mod forholdene for motorcyklister på Padborg Park.

- Hvis de fæhoveder havde lyttet, så var der slet ikke blevet kørt MC race på den bane, luk så den dødsfælde for MC race eller få den bygget om, skriver en anden bruger.

Udover de to dødsulykker var en anden racerkører tæt på at miste livet på banen. Tilbage i 2007 styrter motorcykel-racerkøreren Steven Tirsgaard og kommer meget alvorligt til skade. To ødelagte halshvirvler og en fem timer lang operation blev resultatet af det voldsomme styrt.

Men på trods af de alvorlige ulykker samt en lang række mindre uheld, er folkene bag Padborg Park ikke på vej med selvstændige initiativer for at øge sikkerheden på banen.

 - Banen er godkendt af Danmarks Motorunion, så vi afventer om der kommer noget fra dem. Men det er klart, at ulykken giver stof til eftertanke, og vi er da også i dialog med Motorunionen for at finde ud af om vi kan gøre noget for at øge sikkerheden, siger pressetalsmand for Padborg Park, Morten Altstrup. 

Han påpeger desuden.

- Det er jo en del af gamet, at der sker ulykker. Det er forbundet med en hvis risiko, at deltage i de her ting.

Og noget tyder på, at kørerne er fuldt ud klar over risikoen.
 
Således skriver en motorcykelkører til bt.dk:

- Der er et ordsprog blandt os kørere, at 'man ikke er en god kører før man har været nede og ligge 100 gange'.