En grinende og glad prins Nikolai spurtede fra både far og mor, prins Joachim og prinsessse Alexandra, barnepigen Stinne Munter og resten af følget, da han besøgte Lego-paradiset i Billund. Og i modsætning til de mange tusinder af børn, der hvert år besøger Legoland, fik prins charmetrold lov til at gå ind og kigge nærmere på lego-udgaven af Schackenborg. Og hvad var det, han fandt? Fars gamle grønne Land Rover Jeep i legoklodser.

Den ville han bare have med. Og da barnepige Stinne ville pille den fra ham, var det lige før, at tårerne stod på spring i øjenkrogen. Men Legoland-direktør Mads Ryder var en rigtig legeonkel, så Nikolai fik lov at tage bilen med rundt på resten af turen i Legoland.

Modellen af Billund Lufthavn vakte hurtigt hans interesse, men allerbedst var det, da han blev placeret i kongevognen i den nye Duplo-bane, som han skulle indvie. Med et stort grin over hele ansigtet, og rigtig prinsevink til publikum, tog han to ture med toget sammen med far og mor - og den grønne Land Rover Jeep, som han slet ikke ville give slip på.

Og det bliver ikke sidste gang, at der er dømt Legolaj i Billund.

Nikolai blev udnævnt til æresborger i Legoland, og fik både den blå elefantorden i legoklodser samt allerbedst et flot diplom, der giver ham gratis adgang til Legoland både i Danmark og i udlandet.

Så det var uden tvivl en træt prins Nikolai, der fik en middagslur, inden han senere på dagen tog en privat tur rundt i Legoland.