En gang til, gerne med samme resultat. Nogenlunde sådan lyder recepten fra ABs træner Flemming Christensen inden aftenens kamp mod de undertippede færinger B36 fra Thorshavn. Han ser en klar parallel til weekendens opgør mod superligaens bundprop fra Haderslev, hvor de grønblusede akademikere også på forhånd var kæmpefavoritter. "Man kan godt sammenligne de to kampe - mod Haderslev var vi udskreget til at være storfavoritter, og det tacklede spillerne meget flot.

Det bliver nogenlunde samme kamp, her er modstanderen måske bare en tand dårligere," konstaterer den ene ABs to cheftrænere, som netop har sagt sit normale job for at koncentrere sig 100 procent om fuldtidsopgaven i den traditionsrige klub.

"Ret beset skal vi kunne slå dem over to kampe. Selvfølgelig ligger der et pres på os, men det må kunne håndtere.

Alligevel vinder du ikke bare 6-0 i europæisk fodbold, næsten ude at spille, men vi skal kunne gå videre," lover Flemming Christensen, som mener at færingerne primært spiller på deres vilje og gejst, og at de for alvor vil være til at tale med, hvis først de kommer bagud.

Christensen glæder sig over, at den russiske angriber Edik Kortchaguine har skrevet under på en et-årig lejekontrakt, og at AB i øvrigt har sikret sig forkøbsret, når lejeaftalen udløber næste sommer.

Til gengæld blev der ikke nogen kontrakt til bosnieren Sladjan Filipovic, som også var til prøvetræning i Bagsværd i sidste uge.

21-årige Kortchaguine kommer fra PSV Eindhoven, hvor han ikke kunne bide sig fast i førsteholdstruppen, og har senest været udlejet til franske St. Etienne. Desuden spiller han på det russiske OL-landshold og U21-landshold. Den russiske nyerhvervelse, som AB-direktør Per Frimann betegner som et godt supplement med interessant potentiale, vil være spilleberettiget i næste runde af UEFA-cup'en, "hvis" AB når så langt.

ABs forventede startopstilling: Jan Hoffmann - Martin Albrechtsen, Lars Bo Larsen, Jan Bjur, Jesper Sørensen - Jan Michaelsen, Brian Steen Nielsen, Peter Rasmussen, Michael Johansen - Abdul Sule, Kaan Metin. flb