Sussi og Leo har gjort stort indtryk på mange. Også på tv-værten Johannes Langkilde.

Efter nyheden om Leo Nielsens død deler han en rørende historie om, hvordan de to musikere gav ham en vigtig lektion dengang, han var en ung og håbefuld musiker.

Det var tilbage i gymnasietiden, at Johannes Langkilde, der selv er fra Nordjylland, stiftede bekendtskab med den musikalske duo. Det beskriver han i et twitter-opslag:

»Da mit gymnasieband skulle indspille demobånd, for det var før digitaliseringen af verden, lejede vi os ind i Sussi og Leos studie, for henne i Hjørring var rygtet, at de havde alt i udstyr, og så ville vi også bare gerne møde de to legender fra Skansen i Skagen,« skriver Langkilde.

Journalist Johannes Langkilde.
Journalist Johannes Langkilde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge Langkilde 'vader' nordjyderne ikke på samme måde i kendisser som københavnerne gør, så derfor var Sussi og Leo en stor ting i det nordjyske.

»Da vi kom til lydstudiet, var det derfor med en pæn portion ærefrygt, men vi blev modtaget med åbne arme og et øjeblikkeligt tilbud om en sodavand,« skriver han og fortsætter.

»Jeg husker, hvordan Leo interesseret kiggede mig over skulderen, og spurgte til mine akkorder på keyboardet, og hvordan Sussi begejstret fortalte om en ny tekst, hun havde skrevet, mens hun viste os sine nyeste malerier. Vi var på samme tid starstruck og forbløffede over deres åbenhjertighed og ægthed,« lyder det videre fra Langkilde.

Johannes Langkilde fortæller videre, hvordan han stadig mindes de dage i Sussi og Leos studie:

Sussi og Leo som mange husker dem.
Sussi og Leo som mange husker dem. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det var en vigtig lektion i noget meget menneskeligt og nordjysk. Det usnobbede, begejstrede og omfavnende,« skriver Langkilde, der heller ikke er enig med dem, der gennem tiden har kritiseret den populære duos musik og kaldt det for 'ufint og dårlig stil'.

»Men sandheden er, at deres musik, og det de ville med den, er noget af det fineste, jeg har oplevet. Deres musikstil ligger langt fra det, jeg selv dyrker, men deres tilgang til det at være musiker, har jeg lært af og forsøger selv at praktisere,« skriver han.

Langkilde slutter sit opslag med en afskedshilsen til Leo Nielsen, der gik bort natten til lørdag i en alder af 67 år.

»Tak for de dage for mange år siden i studiet i Saltum, tak for musikken, for begejstringen og for at ha’ været et fyrtårn i Nordjylland. Må Leo hvile i fred og Sussi blive omringet af kærlighed.«