Det seneste år har budt på mange omvæltninger for Henrik Qvortrup.

Først stoppede han som chefredaktør på Ekstra Bladet, dernæst flyttede han med sin kone til Kalundborg, og nu kæmper han med en genstridig infektion, der atter engang har fået ham på operationsbordet.

»Det, der burde være en total rutineoperation, er blevet meget genstridigt,« siger 59-årig Qvortrup, der har pådraget sig en infektion, der ikke rigtig vil gå væk.

Infektionen er kommet inde ved protesen, efter han for otte uger siden fik en ny hofte – en operation, som han ellers havde glædet sig til, har han tidligere fortalt til B.T.

Qvortrup.
Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Han har tidligere fået udskiftet den anden hofte, og det gik problemfrit.

»Der var jeg vældig kæk, fordi jeg kunne huske det første forløb for fem år siden, hvor der slet ikke var nogen komplikationer,« lyder det fra Qvortrup, der dog er blevet klogere.

For stafylokokinfektionen har ført til, at han på ny er blevet opereret på Gentofte Hospital, hvor han stadig befinder sig, da B.T. taler med ham.

»Det er kendt, at det indimellem er farligt at komme på sygehuset, og det var det så for mit vedkommende,« griner Qvortrup og tilføjer:

»Jeg bebrejder ikke nogen noget, for det er kendt, at det kan ske, omend det sker meget sjældent. Så jeg har bare trukket nitten her.«

Infektionen betyder, at Qvortrup nu skal igennem et længere forløb for at blive rask:

»Jeg har haft smerter i to måneder, og så skal jeg igen hele sommeren være i en meget intensiv antibiotikabehandling, fordi de der bakterier skal slås ned,« lyder det fra Qvortrup, der også for nogle uger siden pludselig kæmpede med en pludselig nethindeløsning.

Det er der dog ved at være styr på:

»Man bliver jo momental blind på det ene øje, og så blev jeg opereret på Glostrup Sygehus, og nu går det bestemt fremad,« siger han.

Hvad er udsigten for dig?

»Udsigten er, at jeg forhåbentlig kommer til at se godt på begge øjne, og at jeg kommer til at gå normalt, og at jeg forhåbentlig får bugt med den her infektion,« siger han og tilføjer, at han dog først skal igennem de næste ti dage, hvor han skal have intravenøs penicillin fire gange om dagen.

Qvortrup stoppede sidste år som chefredaktør på Ekstra Bladet og har siden lavet en podcast for mediet. Desuden arbejder han freelance med foredrag og som kommentator.

Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Kan du passe dit arbejde med al den sygdom?

»Det er da ikke det nemmeste, men heldigvis tjener jeg mine penge på nogle gøremål, hvor man ikke nødvendigvis skal møde klokken 07 og gå hjem klokken 16,« lyder det fra Qvortrup, der dog også har måttet aflyse flere ting grundet helbredsproblemerne.

Du har haft et lidt turbulent halvandet år med jobexit og flytning og nu sygdom. Hvordan vil du selv gøre status over den seneste tid?

»Jeg er glad og fro og har det godt. Havde det ikke lige været for de der forhindringer, som mit helbred lige havde lagt ind de seneste par måneder. Men det er jo forbigående ting. Jeg er ikke dødssyg eller noget, det er bare mega irriterende, men jeg har det rigtig godt,« siger han.