Efter en noget sløj start fik Primal Scream for alvor åbnet op for den psykedeliske skuffe og mindede endelig om, hvad det er, deres plade ’Screamdelica’ kan i de rette omgivelser.
Primal Scream var en af 1990’ernes største salgssensationer. Dengang ramte de noget særligt i den festlige Madchester-tidsånd med 1991-pladen ’Screamadelica’ – eller det vil sige, at det gjorde snarere DJ’en Andrew Weatherall; han sammensatte nemlig de mange vellykkede musikkollager.
Uden officielt at være det er ’Screamadelica’ nemlig mest af alt et remixværk fra et en flok svært Rolling Stones-begejstrede skotter på stoffer. Effektivt er det dog, og det har holdt Primal Screams karriere i live siden årtusindeskiftet, hvor de har udsendt et par skidte plader med hver et hit eller to.
Sidst de var i Danmark gav de en koncert på autopilot med volumen i bund i Store Vega, men i aftes stod de seks hoveder med venner på samme scene for at fremføre deres bedst sælgende klassiker fra 1991.
Og salen var da også meget tæt på udsolgt og fyldt med fans, der var mødt frem for at finde svar på, om d’herrers 90’er-psykedelia stadig holder, når den bliver losset ud over scenekanten af den karismatiske forsanger Bobby Gillespie og hans hold.
Fra ørkenvandring til syrerock
Primal Scream spillede minsandten lige så højt som sidst – dét var tydeligt allerede fra aftenens første variation over Stones’ ’Sympathy for the Devil’, ’Movin’ on Up’, der også er den første sang på ’Screamadelica’. Men det fungerede ikke rigtigt.
Det gjorde heller ikke ”videreudviklingen” af 13th Floor Elevators’ ’Slip Inside This House’; Bobby Gillespie virkede irriteret over ikke at kunne rive publikum med, og efter den første halvdel af koncerten var det mest interessante såmænd de kalejdoskopiske videoklip på bagtæppet.
Men via den instrumentale ’Inner Flight’ skete der pludselig noget. Med en drømmende stemning a la Pink Floyd tilsat tværfløjte løftede sangen sig langt over albumversionen, og herfra prøvede skotterne ikke bare at spille psykedelisk rock; de gjorde det simpelthen.
Lumre klassikere og nye facetter
Som klogt strategisk træk var der i forhold til pladen (’Shine Like Stars’ var desuden udeladt) byttet om på sangenes rækkefølge, og midt i det hele lettede en 15 minutter lang løst jammende udgave af ’Higher Than the Sun’.
Det var en fornøjelse at se bandet give slip, mens guitarist Andrew Innes flettede riffs ind fra både Funkadelics lumre klassiker ’Mommy, What’s a Funkadelic?’ og Bo Diddleys ’Who Do You Love?’, og dermed føjede nye facetter til ’Screamdelica’.
Sangen endte i en mur af trancestøj, og så kom beruselseshyldesten med sit pumpende beat ’Loaded’ efterfulgt af atter en ’Sympathy for the Devil’-viderefortolkning, ’Come Together’, som man på dette tidspunkt sagtens kunne leve med.
En revanche
Ekstranumrene efterfølgende som et forudsigeligt antiklimaks med flere fortærskede Stones-pasticher (’Country Girl’, ’Rocks’), selvom det sveddryppende på dette tidspunkt var i total ekstase, og startede en søndagsfest af format, Bobby Gillespie begejstret dirigerede.
Det var en lille overraskelse af en koncert, men mest af alt var det en revanche til Primal Scream efter den seneste middelmådige koncert for snart tre år siden.
Man må håbe at rejsen 20 år tilbage i tid kan inspirere de aldrende herrer til at sammensætte en god plade igen…
