William Elliott Whitmore slår igen banjoen og den akustiske guitar an uden så mange dikkedarer – ’Field Songs’ er et gammeldags udspil med otte sange til den arbejdende bonde.
De færreste solister kan genopfinde sig selv igen og igen. Før eller siden triller man uundgåeligt ud på gentagelsens skinner ligesom William Elliott Whitmore, der kommer fra den lille flække Montrose i Iowa og er 32 eller 33 år gammel.
For to år siden forsøgte han at genopfinde sig selv på sit fjerde album, ’Animals in the Dark’, og lod sine simple sange akkompagnere af ekstra instrumenter som trommer, orgel og bas – for første gang i karrieren. Det var ingen god idé, og det udstillede mest, hvor tyndbenet materialet var.
Måske har Whitmore selv sandet det, for på foreliggende femmer, ’Field Songs’ – et konceptalbum om bondens arbejde i marken – er han igen (stort set) helt alene med sin banjo og sin akustiske guitar. Helt som i gamle dage. Og musikken lyder også, som var den skrevet i 1930’erne.
Fra en svunden tid
Ovenstående er årsagen til, at man enten vil hade eller elske Whitmore; han er simpelthen så bunden af fortiden og fremstår mest af alt som et artefakt fra en svunden tid. Det kunne som sådan være fint nok, hvis han også havde bare en lille smule nyt at sige.
Det har han ikke helt, men det er nu ikke fordi, man udmattes af et hav af enslydende middelmådighed. Faktisk udgør de otte skæringer kun 34 minutter (endnu færre, hvis man fratrækker de syngende fugle og fårekyllinger, der binder numrene sammen).
Men sangskrivningsmæssigt er der desværre stadig et godt stykke op til 2003’s debut ’Hymns for the Hopeless’; kun halvdelen af pladen holder, og det keder desuden, at den sympatiske skjald gentager sig selv lidt for mange steder undervejs.
Autentisk og fornøjelig gengivelse
Albummets styrke findes i banjosager som den åbnende ’Bury Your Burdens in the Ground’, hvorunder Whitmores slidte stemme glimrer, og i den bluegrass’ede ’We’ll Carry On’, samt i ’Field Song’, der lyder som en krydsning af Woody Guthrie og Bruce Springsteen.
Men det meste står og falder imidlertid med, at Whitmore simpelthen ikke har tilstrækkeligt med stærkt materiale tilbage i cowboyskjorteærmerne – han er heller ingen Earl Scruggs eller Leadbelly, og når man hverken har sangene eller performanceevnerne, så kommer man altså ikke så langt.
Det sagt, så er ’Field Songs’ som sagt en autentisk og sine steder ganske fornøjelig gengivelse af en svunden musikalsk æra.
