Det skotske ensemble Belle & Sebastian fyldte Falconer Salen med salige popsange, men alt for mange af dem blev desværre leveret med en uvedkommende professionalisme.
Man kan hade eller elske den britiske musikscene og den hype, de angelsaksiske musiktidsskrifter blæser op omkring månedens ”next big thing”. Men det er nu svært ikke at holde af den skotske sangskriver Stuart Murdoch og resten af Belle & Sebastians krystallinske popsange.
Vi skal ganske vist helt tilbage til 1996, for at finde bandets bedste plader, ’Tigermilk’ og hovedværket ’If You’re Feeling Sinister’, men de bestod til gengæld også af uhørt perfekte opdateringer af klassiske britiske folk-navne som Nick Drake og navnlig Donovan.
Siden dengang er Belle & Sebastian vokset til i dag at tælle hele syv multimusikalske medlemmer, og i samme udvikling har d’herrer og den dame perfektioneret deres musikalske opdateringer (eller imitationer, alt efter temperament) af idolerne fra 60’erne og 70’erne.
Og denne professionalisme skulle også vise sig at præge store dele af aftenens koncert i Falconer Salen – skotternes første besøg i København siden 2006.
Irriterende indstuderet
Foruden de syv faste medlemmer stillede Belle & Sebastian denne aften med en svensk strygerkvartet, samt en ekstra korsangerinde. Næh, der manglede intet, rent musikalsk. Til gengæld kneb det med det vedkommende; med at få følelserne og det personlige ud over scenekanten.
Vægten var på sidste års album ’Write About Love’ (en fjerdedel af sættets numre var hentet herfra), og med ’I Didn’t See It Coming’ åbnede skotterne den næsten to timer lange seance, der konstant blev forlænget af indforståede samtaler bandet iblandt og lange pauser mellem sangene.
Stuart Murdoch dansede ellers energisk og satte sig med mellemrum om bag klaveret, eksempelvis i ét aftenens bedste øjeblikke, ’The Model’, men der var hele tiden noget irriterende indstuderet over hans og resten af bandets kolde fremtoning. Man mærkede kun sjældent musikken.
Klovneriernes klimaks
Og så var der de mange pauser…
Det mest fornøjelige intermezzo var medleyen over bands, der tidligere havde gæstet Falconer Salen, som kulminerede med en ganske fin fortolkning af The Whos ’Substitute’ – og det blev bestemt ikke værre af, at den blev fulgt op af koncertens højdepunkt ’We Rule the School’.
Til gengæld plaprede Stuart Murdoch i et andet af pusterummene usammenhængende løs om Frederiksberg og Københavns cykelliv, og tabte hver gang publikummerne bagerst i salen, samtidig med at koncerten blev forlænget med unødigt mange minutter.
Klovneriernes klimaks kom, da fem tilskuere blev inviteret på scenen for at danse under ’Dirty Dream Number Two’ og ’The Boy With the Arab Strap’, hvorefter de hver især blev belønnet for deres evner med en medalje (!)
Aldrig direkte dårligt
Kort efter danseunderholdningen var det pludselig som om septetten tog det hele seriøst, og sammenspillet slog gnister og gik hånd i hånd med følelserne og teksterne i ’If You Find Yourself Caught in Love’, ’Judy and the Dream of Horses’ og ikke mindst ’Sleep the Clock Around’.
Og de gode takter fortsatte endda under ekstranumrene, navnlig i form af ’Get My Away from Here, I’m Dying’. Hvis bare de ellers så gavmilde skotter havde været lige så fokuserede under resten af koncerten, så var det for alvor begyndt at ligne noget.
Nuvel, det blev aldrig direkte dårligt, netop fordi Belle & Sebastian spiller så brillant, men det trækker altså meget ned, at de så tilsyneladende har glemt, at følelserne og musikken bør stå foran professionalisme og pausegøgl.
