Pernille Højmark og hele Danmarks partyband Sweethearts indtager Dansktop Prisen 2018 som det seneste navn til at optræde ved prisuddelingen. Dansktoppen fejrer 50 års jubilæum til næste år, men også Sweethearts har jubilæum efter 30 år på scenen sammen.

I de tre forrige år har Sweethearts været et udvidet husorkester til Dansktop Prisen, men i 2018 indtager de Jyske Bank Boxen i Herning den 14. april som en del af perlerækken af store dansktop navne, som skal optræde. Pernille Højmark og resten af partybandet har i mange år hyldet de bedste sange fra dansktoppen og er nu med tiden selv blevet et såkaldt dansktop-orkester.

Den 57-årige sanger og skuespillerinde Pernille Højmark ser frem til prisudelinngen, hvor årets bedste artister indenfor genren bliver hyldet, men også til en endeløs dansefest sammen med publikum.

»Vi glæder os til at spille, og det er altid sjovt at stå foran 7.000 mennesker. Det bliver også sjovt at se den kavalkade af klip fra vores lange lange liv i dansk showbusiness, som kører på storskærm, mens vi spiller,« siger hun.

Sweethearts har spillet dansktop i 30 år, men alligevel skiller de sig ud fra meget andet, som dansktoppen er kendetegnet og husket ved med Johnny Reimer, Kandis og Heick ved roret.

»Vi er the 'odd one out' og 'enfant terrible',« siger hun og nævner den uhøjtidlige og skøre facon, som de altid har med på scenen.

Dansktopgenren har trods fest og ballade en helt særlig plads i hendes hjerte.

»De sange vi spiller betyder enormt meget for mig. De er evergreens, og jeg kan se, at sangene giver noget til alle generationer,« siger Pernille Højmark.

Det populære partyband kom til verden som en engangsforestilling i 1988, men 30 år senere har Pernille Højmark, Kim Kidholm, Peter Michael, Bo Bistrup og Holger Kølle jubilæum og spiller stadig for fuld musik. I den kommende tid bliver endnu flere dansktop optrædener annonceret, men Pernille Højmark afslører, at publikum også kan forvente en overraskelse fra Sweethearts til Dansktop Prisen 2018.