En times bevidstløs koncert fra en træt Glenn Danzig og hans band var, hvad det kunne blive til, da gruppen for første gang i mange år lagde vejen forbi København.
I sine unge år var Glenn Danzig med i den første banebrydende punkbølge som frontmand for Misfits. Siden dannede han Samhain, der udviklede sig til Danzig – et tungt blues’et rockband, hvor hans fascination for croonere som Jim Morrison og Roy Orbison for alvor kom til udtryk.
Der er bred enighed om, at de tre første Danzig-plader alle er genistreger skåret efter en mildt sagt solid rockskabelon, hvor Black Sabbath møder The Doors. Vi taler den selvbetitlede debutplade fra 1988, vi taler toeren ’Lucifuge’ fra 1990 og den to år nyere treer ’How the Gods Kill’.
Men så kan man samtidig argumentere for, at der sådan set ikke er kommet noget af ordentligt format fra Danzigs næver siden.
Fra scenekanten kan han dog stadig noget. Det kunne han i hvert fald, da han og bandet spillede op til overraskende medrivende fest på Sweden Rock sidste sommer. Men i aftes stod den så på Danzigs første København-besøg i en god håndfuld år – i en godt fyldt Amager Bio.
Slap åbning
Og lad det så være sagt med det samme, at den ufokuserede autopilot, den denne aften stod på, IKKE klæder den 56-årige Glenn og hans tre tropper. Faktisk var det kedeligt indøvede og korte sæt – der kunne minde om den slags, man får på festival – direkte sløjt.
Nuvel, ”Evil Elvis” i front havde da stadig en hel del af stemmen tilbage, det må man give ham. Men han tog sig godt nok også mange pustepauser backstage under anden halvdel af den kun 65 minutter lange koncert, der blev åbnet slapt med nu-metalliske ’SkinCarver’.
Klassiske ’Twist of Cain’ fik kort efter de cirka 700 publikummer til at kaste næverne i vejret, men den blev jappet af sted, så man ville ønske, at den tidligere Type O Negative-trommeslager Johnny Kelly havde sænket tempoet bag tønderne bare en lille smule.
Overflødigt stop
Det var det generelle problem, at størstedelen af sangene blev leveret, som om Danzig skulle nå et fly (eller måske bare den lune chokoladekage i cateringområdet), især fordi koncerten i forvejen var alt for kort og sagtens kunne have tålt en halv times ekstra klassikere.
Men de fleste sager var hentet fra den aktuelle ’Deth Red Sabaoth’, og det var ikke ligefrem en fordel, når den onde Glenn gav så lidt af sig og så åbenlyst blot så Amager Bio som et overflødigt stop på sin Europa-turné. Hér havde det dedikerede publikum altså fortjent bedre.
Tag bare aftenens zenit, ’How the Gods Kill’, hvor fællessang i starten af nummret nær havde overdøvet bandet på scenen – et lyspunkt, der desværre aldrig blev fulgt op på. I stedet blev sange som ’Do You Wear the Mark’ og ’Bringer of Death’ sjasket ud over scenekanten.
Tarveligt
Tekniske problemer knækkede meget sigende hittet ’Mother’, da guitarkablet røg under soloen, og Tommy Victor måtte mime sig vej igennem de resterende minutter. Det var sidste sang inden ekstranumrene, der var blot gået 50 minutter, men allerede da havde man fået rigeligt.
Jovist, hr. Danzig er tilhænger af satanistisk ideologi. Og ja, så skal man jo være ”ond” individualist. Men det er nu alligevel tarveligt, at en så erfaren herre som gamle Glenn lader sit olme livssyn gå ud over sådan en flok entusiastiske fans, der var mødt frem i Amager Bio.
I det mindste kunne han da have givet spilletidsvaluta for pengene.
Man hungrer ikke ligefrem efter en ny koncert med Djævlen fra New Jersey efter denne pinagtige forestilling.
