Mister Heavenly er et velment, men i længden lovlig overflødigt sideprojekt fra tre krøllede hjerner, der tilsyneladende blot ønsker at hylde den klassiske popsang.
Der hersker for øjeblikket en spøjs nostalgitrend blandt tidens mest hippe bands. Mest åbenlyst tog Deerhunter på sidste års ’Halcyon Digest’ tilbage til 50’ernes og 60’ernes klassiske, melodiske pop og opdaterede den til den digitale tidsalder. Og blev rost til skyerne for det.
I samme retrospektive boldgade finder man Mister Heavenly; et sammenrend på undergrundsscenen bestående af Nick Thorburn (Islands), Ryan Kattner (Man Man) og Joe Plummer fra Modest Mouse.
Og de spiller – deres baggrund taget i betragtning – overraskende ligetil og nostalgisk pop.
Så havde man forventet et musikalsk miks af de tres hovedforetagender eller måske noget endnu mere banebrydende, lytter man altså forgæves. Mister Heavenlys foreliggende debut, ’Out of Love’, synes nemlig eksklusivt skabt for at hjælpe Nick, Ryan og Joe af med poppede frustrationer.
A la Alex Turner
Det er helt tydeligt allerede fra åbningsnummeret ’Bronx Sniper’, der låner riffet fra Neil Youngs ’Southern Man’, at disse gutter er ude på at have det sjovt, mens Thorburn (skønsang) og Kattner (hærget whiskeyrøst) med god succes skiftes til vokalerne.
Thorburns pæne stemme sender tankerne i retning af Arctic Monkey’en Alex Turner og hans noget mere vellykkede retro-popprojekt The Last Shadow Puppets, og sange som ’Charlyne’ og navnlig ’Harm You’ og ’Your Girl’ lyder netop som noget, Turner kunne have stået bag.
Som album fungerer ’Out of Love’ desværre ikke helt. Mest fordi d’herrer ikke er nær så dygtige til at skrive pop, som de selv tror; maksimalt halvdelen af disse korte sange holder vand, og når ’Reggae Pie’ midtvejs strækker sig ud over fem minutter, virker den befriende men også malplaceret.
Popperler redder pladen
Direkte mislykket bliver det dog aldrig, takket være popperler som den fine ’Diddy Eyes’, hvis vers lyder som en glemt Del Shannon-sang og hvis omkvæd desuden er den i forvejen romantiske plades rørende klimaks, samt ’Wise Men’, der synes revet direkte ud af 50’ernes sangkatalog.
Overordnet set, er det dog svært at få øje på, præcis hvad formålet med denne tidsrejse tilbage til den 50 år gamle og naive musikalske tidsalder skal gøre godt for – udover som indforstået underholdning for de tre involverede, altså. Og så kan man selv vurdere, om dét er nok.
Sigende er det i hvert fald, at gruppen har allieret sig med ungdomsskuespilleren Michael Cera som tourbassist.
Når nu musikken i sig selv ikke tiltrækker nok opmærksomhed…
