Tre måneder efter festivalen kan NorthSide melde om et 'overskueligt underskud'.

NorthSide Festival kunne i juni i år præsentere sine ca. 20.000 musikglade gæster for blandt andre Noel Gallagher's High Flying Birds, James Blake, The Hives og Justice. Der var i alt 31 koncerter over tre dage i Ådalen i Aarhus.

Northside 1

Men på trods af stor opbakning må festivalen efter endt regnskab tage sig til takke med et underskud på 700.000 kroner. Talsmand John Fogde adressere underskuddet på vejret og generelle forbedringer. Det skriver musikmagasinet GAFFA på deres hjemmeside.

Regnen kostede

- Det skyldes især en kombination af en lav omsætning søndag på grund af det dårlige vejr, og at vi havde en del udgifter med at forbedre festivalpladsen i forhold til 2011. Sidste år var der blandt andet en del huller på pladsen, så folk faldt, og personer i kørestol havde også svært ved at komme rundt. Det er nu udbedret, og vi synes, det er et rimeligt økonomisk resultat. 


Trods underskuddet er John Fogde optimistisk i forhold til kommende festival. Blandt andet har NorthSide Festival stor succes med at sælge de såkaldte 'Early Bird'-billetter. Billetterne blev udsolgt på bare seks dage, og således er der altså allerede 3000 musikelskere, der har sikret sig billet til næste års festival til en favorabel pris. Og det er længe før, der er offentliggjort musiknavne til næste års program.

Overvældende interesse for næste festival

– Vi er virkelig glade og også en smule overvældede over, at så mange allerede nu har sikret sig billet til NorthSide 2013. Det er en kæmpe tillidserklæring, som vi tager meget seriøst, og vi glæder os rigtig meget til inden længe at kunne begynde at fortælle om, hvad man kan forvente sig af NorthSide 2013, siger John Fogde til GAFFA.

NorthSide 2013 finder sted i Ådalen ved Aarhus den 14.-16. juni. De første musiknavne til NorthSide 2013 forventes at blive offentliggjort i løbet af efteråret.