Kunstner: Clap Your Hands Say Yeah
Titel: Hysterical
Udgiver: V2/Cosmos
Clap Your Hands Say Yeah fik – takket være hype på internettet – øjeblikkelig succes tilbage i 2005. Deres selvbetitlede, selvindspillede og selvudgivne debutplade fra dét år appellerede til musiklyttere verden over, selvom deres hyldest til new wave’n ikke just var revolutionerende.
Så kom den hurtige toer, som var en svag kopi af debuten, og kort efter gik New Yorker-bandet i hi, mens den karismatiske forsanger Alec Ounsworth søgte nye græsgange på sin vellykkede, 2009-solodebut ’Mo Beauty’, som han var i New Orleans for at indspille sammen med lokale musikere.
Men nu er Clap Your Hands Say Yeah så tilbage med deres tredje album, mere end fire år efter deres andet album. ’Hysterical’ er den noget misvisende titel, for Ounsworth og hans fire tropper har aldrig været mindre hysteriske eller mere tæmmede end de er hér.
Strømlinet og uvedkommende
Problemet er, at noget af det eneste rigtigt interessante ved dette band, netop var dets evne til at skille vandene – Ounsworths nasale og skingre røst enten irriterede eller forførte. Den er her nedtonet og musikken lyder mere som Muse og The Killers end som Talking Heads og The Feelies.
Og så står man tilbage med 12 grandiost producerede, stadionorienterede sange, der rigtig nok har de store armbevægelser på plads, men som til gengæld er cirka lige så vedkommende som det væld af patetiske udladninger, U2 har lagt navn til de sidste mange år.
’Hysterical’ flyder over med strømlinede sange – allerede fra åbneren ’Same Mistake’ – der lyder som The Smiths, men Morrissey og co. ville nok have sorteret de meste af dette fra i processen. Og indover er der så lidt Arcade Fire-storhed og lidt poppet post-rock a la British Sea Power.
Forudsigelig formel
Clap Your Hands Say Yeah er desværre bare ikke særligt gode til at strikke et omkvæd sammen, som man kan huske, så den nye poppede og ligetil kurs er ikke ligefrem velvalgt. Og det er småt med undtagelserne, der bryder med den kedeligt forudsigelige formel.
Titelnummeret er dog et eksempel på, at d’herrer faktisk kan sætte en solid sang sammen og afsluttende ’Adam’s Plane’ er en indfølt ballade på over syv minutter, tilegnet flystyrtsofre. Hvis blot Ounsworth havde lagt lige så mange kræfter i sangskrivningen på resten af pladen…
Der er og bliver bare for meget på ’Hysterical’, der lyder som noget, man har hørt før, og når ballader som ’Misspent Youth’ og ’Idiot’ lyder som overskudsmateriale fra Radioheads ’OK Computer’, så begynder alarmlamperne for gentagelse nummer ”alt for mange” altså at blinke.
Ærgerligt nok.
TRACKLISTE:
1. Same Mistake
2. Hysterical
3. Misspent Youth
4. Maniac
5. Into Your Alien Arms
6. In a Motel
7. Yesterday, Never
8. Idiot
9. Siesta (For Snake)
10. Ketamine and Ecstasy
11. The Witness’ Dull Surprise
12. Adam’s Plane
