For Kato er Grøn Koncert ligesom at komme hjem. Han har glædet sig til årets grønne tur, for da han var med første gang for et par år siden, tog de så godt imod ham, selvom han - som han selv formulerer det - var en 'nobody og en dj-trut'.

- For mig er Grøn Koncert blevet en stor familie. De frivillige tog sindssygt godt imod mig, da jeg var her for første gang for to år siden. Jeg kom som en nobody, og jeg følte slet ikke, jeg passede ind, men jeg fik knyttet en masse bånd, og de hjalp mig lidt i gennem, så nu føler jeg mig hjemme på Grøn Koncert, siger dj'en.



- At det så også tjener et godt formål er helt suverænt. Sloganet 'plads til forskelle' er jo noget, alle kan relatere til, siger Kato, der bærer det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup og fremhæver også Grøn Koncerts evne til at følge med tiden og samtidig henvende sig til et bredt publikum.

- Der er god stil på Grøn Koncert. Nu har der for eksempel været en dancehall-bølge i Danmark det sidste halvandet år, og så sørger de for at samle det bedste hold af dancehall-stjerner (Donkey Sound red.). Det er lidt bredere end Roskilde og Northside, og det kan jeg egentlig godt lide, siger han.



Selvom der er langt fra familien og folkeligheden på Grøn Koncert til de udenlandske hitlister, er det store udland en del af drømmen for Kato.

- Jeg har haft nogle singler ude i udlandet, som har klaret sig rigtig godt, men jeg har ikke rigtigt fået bidt mig fast. Det har også været vigtigt for mig at opbygge et fundament i Danmark, så jeg ligesom vidste, at jeg kunne regne med dem derhjemme. Men nu vil jeg gerne arbejde mere på at komme frem i udlandet, siger Kato og afslører, at han tager på efterårsturné i Tyskland.

Men indtil videre står den på Grøn Koncert i otte byer, hvor Kato toner frem på Grøn Scene klokken 18.15.