I et tætpakket fremførte Lille Vega James Blake sine skæve og eksperimenterende sange, der ligesom på plade fremstod levende og fragmenterede. Kort sagt en speciel oplevelse.
– This is what happens when you get a haircut in Denmark, lød det tørt fra nyklippede James Blake, da han gik på scenen i Lille Vega. Forfængelig er han åbenbart, den unge brite, der kun knap havde rundet de 20, da han begyndte at udsende musik for to år siden.
I februar udkom så hans selvbetitlede debutplade, der var en ret svær størrelse at forholde sig til – et album fyldt med små svært definerbare sange uden den sædvanlige vers-omkvædstruktur. Alligevel sendte det ellers konservative danske musikpublikum den direkte ind på hitlistens andenplads.
Lidt af en sensation, som måske skal tilskrives Blakes vokal – der på speciel vis lander et sted imellem Bon Iver og Antony & The Johnsons – eller måske den populære fortolkning af Feist-sangen ’Limit to Your Love’.
Uanset hvad, så havde aftenens koncert i Lille Vega sal været udsolgt længe, så det var et talrigt publikum, der tog imod talentet.
Levende mennesker
James Blake er klassisk uddannet musiker, og hans far spillede guitar i et af de allertidligste progressive rockbands, Colosseum, men ingen af disse inspirationer har sat sine spor. Nej, knægten er mere interesseret i at tage soul, R&B og blues og køre det hele igennem en effektblender.
Og med sig til dét formål havde Blake medbragt guitarist Rob McAndrews og trommeslager Ben Assiter, der fra start tydeliggjorde, at det ikke ville blive en af de koncerter, hvor musikeren står foroverbøjet sit gear og fremfører elektronisk musik; nej, der var levende mennesker bag hvert instrument.
Som på albummet blev der åbnet med ’Unluck’s vocoder-vokal og skæve beats, der blev efterfulgt af ’To Care (Like You)’ og pianodrevne ’Give Me My Month’, men det var svært at lade sig suge ind i Blakes kølige univers. Og alligevel var den underlige afvisning faktisk en oplevelse i sig selv.
Forkærlighed for effekter
Pludselig blev der så åbnet lidt op, da ’I Never Learnt to Share’ vakte genkendelsens glædesbrøl fra publikum – et brøl, der i øvrigt gik igen få sekunder senere; ikke fra publikum, men fra Blakes udstyr, hvis ”live-sampling” gav ham mulighed for at agere korsanger for sig selv.
Det var et godt eksempel på den unge herres forkærlighed for effekter. Ja, faktisk var det også svært at høre, at det var en guitar Rob McAndrews spillede på med den storm af knitren og støj, den affødte, ligesom trommerne også på underlig vis lød elektroniske.
Men i ’Lindisfarne II’ trådte levende guitarspil med ét frem, og lyden gik fra at være kølig og elektronisk til at være varm og organisk. Interessant. Og efterfølgende virkede det så nærmest som en provokation, da trioen på scenen druknede hittet ’Limit to Your Love’ i tordnende bas.
Så kunne vi lære det!
Aldrig direkte bjergtagende
Nej, man vidste aldrig rigtig, hvor man havde James Blake i løbet af den knap timelange koncert – og da slet ikke da han som ekstranummer spillede en helt ny sang – han var på én gang indbydende og afvisende over for publikum.
Så jo, det var en speciel koncertoplevelse. Den blev aldrig direkte bjergtagende, men fulgte op på de særdeles interessante takter fra albummet og understregede, at Blake bestemt er en herre, man bør holde øje med. Han er slet og ret for svær at sætte i bås.
Og dét er ikke at kimse ad.
