Højlandsflæberi

Andet album fra skotske Glasvegas er en storladen og overseriøs affære søbet ind i synth og postuleret inderlighed – kun U2 kan lyde lige så selvhøjtidelige og patetiske.

For godt to år siden kunne man nærmest ikke tænde for radioen uden at støde på et af Glasvegas’ to hits ’Daddy’s Gone’ og særligt ’Geraldine’. Kvartetten tog 60’ernes popmelodier og indhyllede dem i guitarstøj i et voldsomt lydbillede, der var Phil Spector værdigt. Og dét var noget dansken ku’ li’. Desværre takkede Glasvegas for opmærksomheden ved at give en af årets korteste og mest ugidelige koncerter i Lille Vega, som siden er blevet fulgt op af – efter sigende – lignende elendige optrædener i Pumpehuset, på Roskilde Festival og for nylig igen i Vega. Derfor har de fire skotter haft en del at bevise – for ikke at sige ”rette op på” – her med deres andet album; et koncept, der har fået titlen ’EUPHORIC /// HEARTBREAK \’. Og lad det bare være sagt med det samme, at det slipper højlænderne ualmindeligt uheldigt fra. Stilen er om muligt endnu mere episk og højttravende end debuten, men de poppede melodier udebliver stort set, og samtidig har producer Flood støvsuget Glasvegas’ udtryk for personlighed (i øvrigt nøjagtig som han gjorde det på The Pains of Being Pure at Hearts nye album). Charmen er væk Frontmand og sangskriver James Allan har ganske simpelt taget munden for fuld, og den overordnet seriøse (læs: selvhøjtidelige) stemning bliver for meget efter alt for få sange. Bedste sammenligning er U2 – det virker i hvert fald som om, der sigtes efter irernes store stadionlyd. Den nye trommeslager, svenske Jonna Löfgren, har med sin simple stil også skubbet Glasvegas i en mere dansabel disco-retning, hvor Caroline McKay med sit Mo Tucker-inspirerede spil på det første album var med til at give skotternes lyd et charmerende pift. Dét er væk nu. Nuvel, ’You’, der kunne have været blandt debutens hits, og pulserende ’Shine Like Stars’ skal nok gå hen og blive hits, men i resten af spilletiden kniber det gevaldigt for skotterne med at finde fodfæste. Sådan er det, når man konstant sigter efter himlen med en bombastisk lyd, der får Muse til at lyde tilbagelænede. Fejler eklatant Inspirationen fra My Bloody Valentine kan høres i relativt vellykkede ’Whatever Hurts You Through The Night’, men ellers er det mest bemærkelsesværdige, hvor anstrengende James Allans gurglende vokal bliver i al sin postulerede inderlighed. Mest åbenlyst i de to sange om homoseksualitet, ’I Feel Wrong’ og ’Stronger Than Dirt’ – der burde få alle regnbuefarvede aktivister til at stable en demonstration på benene – og i den langtrukne, patetiske kærlighedshymne ’Lots Sometimes’. Faktum er, at man efter disse 50 minutter i selskab med Glasvegas bare håber, at ’EUPHORIC /// HEARTBREAK \’ bliver gruppens svanesang, når nu de overdrevne ambitioner fejler så eklatant som her. Så slipper man også for mere højlandsflæberi.