Det går langsomt i Dallas for True Widow. Trioen spiller på deres andet album støjende sløv rock, der lyder som hvis Earth spillede Neil Young-covers. Stenet sommerstøj.

Tænk, hvis Black Rebel Motorcycle Club var mere musik end image. Tænk, hvis de fokuserede mere på atmosfære end på stil og smarthed. Tænk, hvis de satte tempoet helt i bund. Så havde de måske lydt ligesom Dallas-bandet True Widow, der nu følger op på 2008-debutens gode takter.

Trioens andet album har den højtravende titel, der lyder intet mindre end ’As High as the Highest Heavens and from the Center to the Circumference of the Earth’. Men når man har lyttet de 50 minutters netop himmelhøje litanier igennem, så giver den faktisk meget god mening.

For det her er nemlig otte monolitiske sange, der sjældent holder sig under de fem minutter – spillet i sløvt tempo på guitarer overlæsset med distortion, som burde gøre Neil Young til øjeblikkelig fan, men som allermest sender tankerne i retning af Earths slæbende ørkenrock tilsat vokal.

Hypnotisk stemning

På papiret kan det lyde kedeligt med otte sange spillet og sunget i så slæbende et tempo, at man konstant frygter for, at musikerne er ved at ånde ud, men dette album er alt andet end ensformigt. True Widow formår nemlig at skabe en hypnotisk stemning ved at suge al liv ud af sangene.

Og for at ryste op i det hele, inkluderer de ’Skull Eyes’ og ’Night Witches’, der begge varer under fire minutter. I dette højere tempo lyder True Widow knap så interessante, men stadig som en inspireret version af førnævnte Black Rebel Motorcycle Club eller metallisk udgave af Jesus & Mary Chain.

I netop ’Skull Eyes’ og i åbneren ’Jackyl’ synger bassist Nikki Estill desuden, og føjer på den måde et feminint træk til den døsige musik. Men de bedste sange er de langsomt slæbende ’NH’ og ’Wither’ med Dan Phillips’ døsige vokal – begge sange, der burde kunne få bjerge til at smuldre.

Støvet løfter sig

’As High as the Highest Heavens and from the Center to the Circumference of the Earth’ er dog ikke hundrede procent vellykket, idet albummets første halvdel er langt bedre end den anden.

Men at høre Earth-spøgelset blive fremmanet især i ’NH’ og i buldrende ’Boaz’, der eksploderer i ekstase midtvejs er det hele værd. Hér har True Widow fat i det helt rigtige – det er stenet atmosfære, ørkenvarme og toner, der får tiden til at stoppe, mens man overvældes af guitarfeedback.

I pressemeddelelsen hedder det sig, at True Widow ikke lyder som nogen andre bands før dem. Det er løgn. Men det er til gengæld forfriskende med en gruppe, der får støvet til at løfte sig, og åbenlyst vægter musikalsk atmosfære over image. Det kunne mange bands tage ved lære af.

Under alle omstændigheder anbefalet til fans af Neil Youngs mest støjende stunder, Earths ørken-drone, My Bloody Valentine, Spacemen 3/Spiritualized, samt Jesus & Mary Chain og Black Rebel Motorcycle Club, hvis disse da larmede rigtigt igennem.