Paparazzierne elskede at dokumentere sangerinden Amy Winehouses' tragiske liv. Således var de også på pletten, da hendes afdøde krop blev båret ud i ligvognen lørdag.

Amy Winehouse blev fundet død lidt før kl. 17 dansk tid i sin bolig i det nordlige London. Det britiske politi var blevet tilkaldt af London Ambulance Service til en adresse i Camden Square, hvor en kvinde var fundet død.

Hendes narko- og alkoholmisbrug har længe overskygget hendes musikalske talenter, men det vides ikke, om hendes laster er årsagen til hendes tidlige død. Dog siger unavngive kilder allerede nu til engelske medier, at en overdosis blev hendes skæbne.

En talsmand for sangerinden siger:

- Alle omkring Amy Winehouse er dybt chokerede og rystede. Mine tanker går til hendes familie og venner. Familien kommer med en udmelding, når den er klar til det.

Talsmanden bekræftede samtidig, at Amy Winehouses' far, Mitch, var orienteret om dødsfaldet og på vej tilbage fra New York.

Nyheden nåede hurtigt stjernens mange fans, som efterfølgende har valfartet til hendes hjem i London og lagt blomster og hilsener til deres idol, som kun blev 27 år gammel.