Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner debuterer som solist med fem sange skrevet til den engelske film ’Submarine’, og de giver kort sagt lyst til mere fra den 25-årige knægt.
For fem år siden satte Sheffield-bandet Arctic Monkeys ny rekord, da deres ’Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ blev den hurtigst sælgende debut nogensinde i England. Kort efter kom så den obligatoriske, lidt dårligere, hurtigere opfølger, og så begyndte døgnflueklokkerne at ringe.
Men med 2009’s ’Humbug’ vendte gutterne op og ned på det hele men en bunke knastørre rocksange, der hverken lød af træt britpop eller træls tomgang. Det var samtidig en plade, der gjorde det svært at forudse, hvordan d’herrers kommende album ’Suck It and See’ kommer til at lyde.
Svaret får vi til juni, men i mellemtiden debuterer gruppens frontmand Alex Turner i stedet som solist med fem sange skrevet til den engelske film ’Submarine’, og med dem understreger han endnu engang sit stærke sangskrivningstalent.
Skubber Lennon af pinden
Turner er i akustisk form på ’Submarine’, og bevirker, at han nu lyder mere som Beatles end Franz Ferdinand – der er ganske vist ikke de store musikalske åbenbaringer at komme efter, men Noel Gallagher burde være rede til at give sin højre arm for Alex’ evner som singer-songwriter.
De tre første sange tæller ikke andet end Turner med en akustisk guitar – især ’It’s Hard to Get Around the Wind’ lyder lidt hen ad Bob Dylans tidlige ting – det er ikke kompetent, men ikke vildt interessant. Det er først, når der kommer ekstra instrumenter ind i lydbilledet, at sangene for alvor letter.
’Stuck on the Puzzle’ er således en fint vuggende ballade, der skubber John Lennon af den britiske pop-pind, mens afsluttende klaverdrevne ’Piledriver Waltz’ er en fin sag med interessante temposkift og strygere, der lukker EP’en på opløftende manér.
Efter ’Submarine’s 19 minutter får man under alle omstændigheder lyst til at høre mere fra Alex Turner, for han kan tilsyneladende sagtens uden resten af Arctic Monkeys.
