Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den første halvdel af Death Cab for Cuties syvende album, ’Codes and Keys’, er ganske vellykket og nogle steder hypnotiserende, men herefter mister kvartetten desværre pusten.

Amerikanske Death Cab for Cutie er et af den slags bands, der er kæmpe i hjemlandet, men som aldrig rigtig er brudt igennem på det europæiske kontinent. Alligevel har deres danske fanskare været omfattende nok til både at kunne fylde Vegas store sal og Odeon-teltet på Roskilde.

Kvartetten, der dukkede frem omkring årtusindeskiftet og lagde sig i musikalsk forlængelse af introverte 90’er-navne som Elliott Smith og især Built to Spill, har aldrig lavet et decideret skelsættende album.

Dog er det blevet til en lang række stærke sange, og i 2005 brød d’herrer igennem på hjemmefronten med ’Plans’, der talte hits’ene som ’I Will Follow You Into the Dark’ og ’Soul Meets Body’.

For tre år siden kom så den svage opfølger ’Narrow Stairs’, og nu har ensemblet samlet kræfter til deres syvende udspil, ’Codes and Keys’, der heldigvis er bedre end sin forgænger takket være en anderledes elektronisk eksperimenterende tilgang til sangskrivningen.

Dejligt store ambitioner

Åbningsnummeret ’Home Is a Fire’ er kendetegnende for skiftet – her er ingen trommer, blot samplet slagtøj og insisterende bas, mens sporadiske guitarklange og klaver bygger stemningen op omkring Ben Gibbards letgenkendelige vokal.

Efterfølgende er det klaver- og strygerdrevne titelnummer omvendt et af de stærkeste popnumre, Washington-gutterne nogensinde har lagt navn til, inden samplingerne igen får overtaget i ’Some Boys’, der er et lidt kikset forsøg på at lave dansabel retro-pop i tidens tone.

Til gengæld er det så en udsøgt fornøjelse at følge Death Cab for Cutie kaste sig ud på dybt vand, da de pludselig forsøger sig med motorikbeat og krautrock i spændende ’Doors Unlocked and Open’, der kopierer Neus ’Hallogallo’ – hér er ambitionerne i hvert fald dejligt store.

Genistreger og radiopop

Som sådan er der rigeligt med interessante – og i Death Cab for Cutie-regi markant anderledes – sager på albummets første halvdel, men efter den intime genistreg af en klaverballade, ’Unobstructed Views’, bliver sangskrivningen så småt sat på radiorock-autopilot.

Og således er der forsvindende lidt at fremhæve blandt de resterende minutters banaliteter. Sange som ’Monday Morning’ og 'Underneath Sycamore’ tæller puttenuttede omkvæd, finpudset til airplay på de amerikanske pop-radiostationer.

Hurtigt glemt

Andre steder forsøger Death Cab for Cutie at indhente de kollegaer, der har overhalet dem indenom, og det kommer der ikke mere end tilforladelige trummerum ud af, inden der lukkes med den lystige ’Stay Young, Go Dancing’, der lyder som en sang fra et helt andet album.

Alt i alt er ’Codes and Keys’ altså – til trods for de gode intentioner om at gå ad nye veje – endt som et lidt ligegyldigt og hurtigt glemt album.

Det endelige europæiske gennembrud kommer i hvert fald næppe heller i denne omgang.

Andre læser også