Med en to og en halv times lang koncert viste veteranerne i Public Enemy deres halvt så gamle, dovne kollegaer, hvordan man kan sætte en "rigtig" hiphop-koncert sammen.
Når snakken falder på hiphop, kommer man ikke uden om New York-kollektivet Public Enemy. Tilbage i 1988 udsendte gruppen ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, der i dag ofte fremhæves som genrens definitive mesterværk.
Ovenpå Hank Shocklees overflødighedshorn af samples – navnlig fra de funky Stax-dage og særligt af James Brown, men også Slayer! – rappede de to frontmænd Carlton Douglas ”Chuck D” Ridenhour og William "Flavor Flav” Drayton deres politisk polemiske og kontroversielle tekster.
Og med efterfølgeren ’Fear of a Black Planet’ (1990), endnu en milepæl for genren, konsoliderede gruppen sin indflydelsesrige status, som Chuck D og Flavor Flav siden via en længere række plader har forsøgt at vedligeholde; dog langt fra med lige så skelsættende resultater.
Dét oprør, som Public Enemy startede i slut-80’erne, var at sammenligne rockmusikkens ditto 20 år forinden, og deres ”hardcore-rap” førte masser af kontroverser og bandlysninger med sig, blandt andet på grund af deres sampling og støtte af Louis Farrakhan – dén tids Malcolm X.
En fuckfinger til nutidens hiphop
Men meget vand er løbet under broen siden dengang. Både Chuck D og Flavor Flav har rundet de 50, sidstnævnte har på det seneste gjort sig som reality-tv-stjerne, og efter eget udsagn er den igangværende tour deres 77. siden starten i 80’erne. Stærkt gået, må man sige.
Og, overraskende nok, var der ikke megen træthed at spore hos de to veteraner og deres crew, der lukkede den europæiske del af turnéen med en maratonkoncert på Malmös godt pakkede Kulturbolaget. Intet mindre end en to og en halv times (!) seance blev det til.
Det lignede en fuckfinger til nutidens hiphopscene, hvis kunstnere er notorisk kendte for at spise publikum af med 30 minutters sjask, og som Chuck D midtvejs i sættet påpegede, så var dén i hvert fald ikke gået ”back in the day”, hvor navne som Public Enemy selv, De la Soul og Eric B. & Rakim herskede.
En rigtig koncert
Bag sig havde Chuck og Flav selvfølgelig en dj, DJ Lord, men der var også ”levende” musikere; trommeslager T-Bone Motta, bassist Davy DMX og guitarist Khari Wynn, som alle var med til at forstærke indtrykket af en koncert, frem for en forestilling.
Man kunne ganske vist godt have undværet de fire mere eller mindre kiksede og dansende agitatorer på scenen, men den slags hører sig åbenbart til, og de var også til at ignorere, mens Public Enemy spillede sig igennem sættet, der bød på greatest hits fokuseret på storhedstiden.
’911 Is a Joke’ og ’Welcome to the Terrordome’ fik navnlig de forreste rækker til at bounce og kaste håndtegn op imod de to hovedpersoner, Chuck D og Flavor Flav (med sit obligatoriske vægur om halsen), der konstant befandt sig helt ude på scenekanten.
Overrumplende versus ørkenvandring
’Don’t Believe the Hype’ og ’Night of the Living Baseheads’ var overrumplende, og det var stærkt fornøjeligt at overvære, hvor megen energi, den snart 51-årige Chuck D og 52-årige Flavor Flav stadig formår at mobilisere, når de rystede de gamle genistreger ud af ærmerne.
Logisk nok måtte de to herrer med mellemrum ud og holde pustepauser, og det gav anledning til nogle mindre ørkenvandringer midt i sættet i form af en guitarsolo (der føltes endeløs) fra førnævnte Wynn, samt blær fra DJ Lord, der scratchede Nirvanas ’Smells Like Teen Spirit’ til ukendelighed.
Samtidig faldt nyere sange som ’Harder Than You Think’ og AC/DC-mashup’en ’Black Is Back’ også til jorden, og segmentet hvor lokale rappere blandt publikum blev inviteret på scenen for at freestyle fremstod også mere kuriøst og sympatisk end egentlig vellykket.
Autografer fra scenekanten
Man kan dog ikke tage fra Public Enemy, at de i dén grad fik startet festen på Kulturbolaget på en ellers begivenhedsløs onsdag midt i sommerferien, og efter stilstanden midtvejs begyndte sagerne atter at koge i koncertens sidste halve time.
I forlængelse af at Chuck D tog sig tid til at skrive autografer fra scenekanten blev ’Shut Em Down’ leveret med en opfordring til at boykotte nutidens arrogante rappere, der gemmer sig bag en hær af sikkerhedsvagter og ikke tager sig tid til fansene.
Og herefter fik ’Rebel Without a Pause’, obligatoriske ’Fight the Power’ og Slayer-samplende ’She Watch Channel Zero?!’ taget til at lette – hvis man nu skal udtrykke sig så fortærsket som muligt) – og da var det lige før man glemte koncertens kedsommelige øjeblikke.
Respektindgydende
Helhedsindtrykket røg desværre et hak nedad takket være Flavor Flavs afsluttende salgstale for sin selvbiografi, fremhævelse af reality-tv, samt en svært banal monolog imod racisme og separatisme, inden publikum blev sendt hjem til Bob Marley-”effekten” ’One Love’.
Det var bestemt en overraskende viril koncert, men man kunne ikke lade være med at tænke over, hvor suverænt det kunne have været, hvis Public Enemy havde skåret tre kvarters lir og overflødigheder væk i stedet for demonstrativt at spille i 150 minutter.
Respektindgydende var det dog under alle omstændigheder, og der er ingen tvivl om, at Roskilde ville vinde ved at placere disse arbejdsomme veteraner på næste års program til at ryste op i sagerne blandt deres dovne, unge kollegaer.
Så ville vi få en kortere og formentlig også mere fokuseret energibombe af en koncert.
