Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Tekniske problemer og en spøjs sætliste-sammensætning spolerede flowet i ellers ganske veloplagte Leon Russells koncert søndag aften i Amager Bio.

Leon Russell er det, man med rette og på særdeles klichéfyldt vis kan kalde ”en levende legende”. Den nu 69-årige pianist var med helt fra start, da rock ’n’ rollen eksploderede i 50’erne, hvor han kiggede Jerry Lee Lewis over skulderen og lærte et trick eller to.

Siden har han som sideman – primært (u)kendt for at skrive sange til kendte musikere – bevæget sig gennem væld af genrer i løbet af sin nu mere end 50 år lange karriere; foruden den hvide soul, løber alt fra blues og jazz til rockabilly og gospel gennem hans årer.

Og der var da også noget for enhver smag, da veteranen søndag aften stillede med en særdeles ung backingkvartet i Amager Bio. Måske endda for meget af det hele, for flowet i koncerten var ikke optimalt, og tekniske problemer drillede Russell, som endte med at ligne en, der var på arbejde.

Minder om Nelson

Sidste år samarbejdede Russell succesfuldt med beundreren Elton John om duoalbummet ’The Union’, men han spillede ingen sange fra den plade – i stedet fik vi en ordentlig ladning klassikere, både af hans egne og af kollegaernes.

Stemmen var ikke helt hvad den har været, og Oklahoma-pianistens snøvlede og nasale røst minder i dag en anelse om Willie Nelsons (som Russell i øvrigt også har indspillet med), men det var charmerende nok, og der blev åbnet ganske fortryllende og vuggende med ’Delta Lady’.

Leon lignede såmænd også sig selv med solbrillerne og det lange hvide hår og skæg under cowboyhatten, og koncerten rullede relativt underholdende nedad en bumpet og blues’et sti, lige indtil keyboardet gjorde kvaler midt under ’Back to the Island’ og måtte udskiftes.

Malplaceret intermezzo

Herfra kneb det lidt for Russell med at finde flowet igen, og der skulle en kort, men bemærkelsesværdig udgave af ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ til at ryste op i sagerne.

Dén var mere radikalt omarrangeret end den version, Bob Dylan selv spillede i Odense for en uge siden (hvilket siger ikke så lidt).

Blues-sager som ’Dixie Lullaby’ og ’Long Black Train’ klædte den kuldslåede stemme fint, og særligt Leons egen genistreg ’Tight Rope’ glimrede kort før et malplaceret intermezzo, hvor guitaristen Chris Simmons sang to Robert Johnson-numre.

Det var fint, men ikke videre meningsfyldt.

Jerry, Chuck og Carl

Mod slut røg tempoet markant i vejret via en medley, der inkluderede Rolling Stones’ ’Jumpin’ Jack Flash’ og ’Paint It, Black’, som satte gang i bentøjet på de mest festlige blandt publikum.

Og til sidst vendte Russell helt tilbage til sine unge år, da han smed Stetson-hatten og solbrillerne og nikkede ad både Jerry Lee Lewis (’Great Balls of Fire’), Chuck Berry (’Roll Over Beethoven’) og Carl Perkins (’Blue Suede Shoes’).

Den musikalske skizofrene koncert kortlagde måske meget godt Leon Russells karriere, men man savnede flow, fokus og ikke mindst et mere rutineret band, der gerne måtte have talt en ekstra virtuos veteran eller to.

Andre læser også