Siden onsdag kl. 5 har en gruppe venner ligget klar foran Parken i København for at få de bedste pladser, når popidolet Justin Bieber på søndag giver koncert. Koncerten har længe været udsolgt og en sortbørs er opstået for de mest desperate.

De ville egentlig have lagt sig klar allerede i mandags. De var faktisk troppet op med telte og soveposer under armene, og var indstillet på at campere på de kolde fliser foran Parken i syv døgn - syv døgn! - men de måtte tage slukørede hjem. For FC København skulle spille på hjemmebane tirsdag, og først da den kamp var afviklet, var Parken klar til at omstille sig til koncerten søndag.

Derfor var det ”først” onsdag kl. 5.00, fire venner kunne rulle soveposerne ud og campere som de forreste i køen til Justin Bieber-koncerten i Parken søndag. Og – gudskelov – var det tidsnok.

»Vi har sovet fem i et tremandstelt, så det har ikke været koldt. Den første nat var det så varmt, at vi måtte sove uden soveposer og i nat var der den der storm, så der fik vi lidt luft ind – det var rigtig dejligt,« lyder det energisk fra 20-årige Linea Fabricius fra København.

»Justin er det hele værd«

Linea Fabricius har ligesom vennerne været fan siden 2009, og har allerede set sit store idol optræde til adskillige koncerter, men bliver aldrig træt af den blonde stjerne.

Det gør Elena Borgwardt heller ikke. Hun er så inkarneret fan, at hun forlod sine veninder hjemme i Skjern mandag for lægge sig i kø. For dem er det ikke vigtigt at få de bedste pladser, men det er det for den 20-årige jyde.

Chasper Marinus (18) og Jonas Olesen (19) fra Nordjylland havde begge taget fri fra gymnasiet fredag for at have en så lang opvarmningsweekend som muligt i København. Fredag var de på besøg i tøjbutikken Storm, der denne weekend sælger Justin Biebers nye tøjkollektion eksklusivt.
Chasper Marinus (18) og Jonas Olesen (19) fra Nordjylland havde begge taget fri fra gymnasiet fredag for at have en så lang opvarmningsweekend som muligt i København. Fredag var de på besøg i tøjbutikken Storm, der denne weekend sælger Justin Biebers nye tøjkollektion eksklusivt. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

»Justin er bare det hele værd. Jeg elsker hans musik. Samtidig får man her i køen snakket med en masse mennesker, og det er ligesom køen er en del af selve oplevelsen,« fortæller hun, der faldt i snak med vennegruppen og på den måde fik lov at blive femte mand i teltet.

Det er langt fra kun i køen, at Bieber-feberen raser. Koncerten har længe været udsolgt, og billetter bliver nu sat til salg på en online sortbørs – flere steder til priser dobbelt så høje som den oprindelige pris, hvilket er ulovligt.

Telte, soveposer, liggeunderlag og campingstole blev fredag eftermiddag pakket sammen foran Parken, hvor arrangørerne uddelte nummererede armbånd til de fremmødte, så de kan slå de næste døgns ventetid ihjel inde i varmen i stedet.
Telte, soveposer, liggeunderlag og campingstole blev fredag eftermiddag pakket sammen foran Parken, hvor arrangørerne uddelte nummererede armbånd til de fremmødte, så de kan slå de næste døgns ventetid ihjel inde i varmen i stedet. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

På Viagogo.dk kunne man således fredag få siddepladser til 2.605 kr. stykket. Et kig på billetlugen, viser dog, at siddepladserne oprindeligt maksimalt har kostet 665 kroner. Tilsvarende kan man på Den Blå Avis købe siddepladser, der burde koste 565 kroner til 1.000 kroner.

Der er ingen tvivl om, at Justin Bieber i den grad er blevet et fænomen. På Facebook har han over 77,5 millioner likes og på Twitter følges han af over 88,5 millioner mennesker. Men hvorfor?

Fra sød dreng til muskuløs badboy

»Der er en dobbelthed i Justin Bieber og hans ageren, fordi han på den ene side formår at virke uopnåelig og som et fikspunkt, man kan drømme om. På den anden side skaber han hele tiden nye historier om sig selv og viser nye sider frem på billeder, som man så kan like eller kommentere, og skaber derved intimitet og kontinuerlig interesse hos sine fans,« forklarer Niels Ulrik Sørensen, der forsker i ungdomskultur ved Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

Linea Fabricius blev den heldige indehaver af det prestigefyldte armbånd med »nummer 1« på. Dermed bliver hun den første fan, der bliver lukket ind til koncerten på søndag.
Linea Fabricius blev den heldige indehaver af det prestigefyldte armbånd med »nummer 1« på. Dermed bliver hun den første fan, der bliver lukket ind til koncerten på søndag. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

Samtidig har Bieber været ude på en rejse fra at være en ordinær og sød dreng med et stort guitartalent, der slog igennem på YouTube, til at blive en voksen, muskuløs, tatoveret badboy. En transformation, der ikke er foregået uden skandalehistorier, men som alligevel har været nødvendig.

»Hans trofaste fans bliver også ældre og får en mere moden smag, så han kunne alligevel ikke blive i fortællingen om sig selv som en sød dreng. Han har haft brug for overgangsfasen og er blevet en anden type idol,« konstaterer Lene Bull Christiansen, der forsker i kendiskultur på Roskilde Universitetscenter.

Definitionen på en Belieber

Nogle af dem, der har fuldt Bieber meget af vejen er Chasper Marinus og Jonas Olesen fra Frederikshavn. Egentlig burde de være i skole denne fredag, men de har taget en fridag, og derfor har de i stedet indfundet sig i tøjbutikken Storm i det centrale København, hvor Biebers eksklusive tøjkollektion er sat til salg.

»Han har en fed stil og det er fedt, at han ikke er bange for at klæde sig lidt specielt,« siger Chasper Marinus, der med sine jeans og cowboyjakke og det afblegede, halvlange hår selv tydeligvis har ladet sig inspirere af popikonets udseende.

Fredagen igennem var der lang kø foran tøjbutikken Storm, der eksklusivt sælger Justin Biebers tøjkollektion. Der er primært tale om hverdagstøj med priser der løber fra 350 kroner til 2.900 kr.
Fredagen igennem var der lang kø foran tøjbutikken Storm, der eksklusivt sælger Justin Biebers tøjkollektion. Der er primært tale om hverdagstøj med priser der løber fra 350 kroner til 2.900 kr. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

Mens de to unge mænd nøjsommeligt gennemgår tøjkollektionen, vokser køen ude foran vinduerne støt. Bagerst møder Berlingske Hannah Dahl Skaaning og Emilia Sofia Fischer, begge 18 år og fra København, der ligesom de mange andre har trodset regnen.

»Altså vi er jo ikke Beliebers længere og går ikke all-in med plakater og det hele - nu er vi lidt mere chill,« fortæller Emilia Sofia Fischer om hendes forhold til idolet.

Alligevel er det anden gang denne fredag, hun befinder sig i den lange kø. Den 18-årige pige var allerede forbi i formiddags for at tjekke varerne ud, men »man ved jo ikke, om der skulle være lidt mere, der frister,« som den forhenværende Belieber siger.

Foran Parken er køen omvendt ved at opløse sig. Der er blevet uddelt armbånd med numre på, så de flere hundredvis af fans, der er mødt op, kan fortsætte opvarmningen inden døre og så på dagen komme ind i den rækkefølge, de stod i køen.

Det prestigefyldte armbånd mærket med nummer 1 har Linea Fabricius - selvfølgelig - fået. Den lange ventetid på fliserne foran stadion blev belønnet.

Flere hundrede personer havde fredag eftermiddag taget plads i køen foran Parken for at få de bedste pladser til på søndag, hvor popidolet Justin Bieber spiller i Parken. De forreste fem var vennegruppen Linea Fabricius (20), Matias Sigsgaard (13), Camilla Brinkland (20), Lærke O'Neil (20) og Elena Borgwardt (20).
Flere hundrede personer havde fredag eftermiddag taget plads i køen foran Parken for at få de bedste pladser til på søndag, hvor popidolet Justin Bieber spiller i Parken. De forreste fem var vennegruppen Linea Fabricius (20), Matias Sigsgaard (13), Camilla Brinkland (20), Lærke O'Neil (20) og Elena Borgwardt (20). Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere