Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Gendannede The Jayhawks bød i Amager Bio på en hyggelig, men ikke sindsoprivende rundtur i americana’en og country’en. Den loyale danske fanskare tog godt imod.

The Jayhawks er egentlig et klassisk countryband. De to frontmænd Mark Olson og Gary Louris’ vokalharmonier kan spores tilbage til Stanley Brothers, Louvin Brothers og selvfølgelig The Carter Family, men den fusion, som kvintetten lagde navn til, var mere end ”bare” country.

På bandets bedste plader, 1992’s ’Hollywood Town Hall’ og den knap tre år nyere ’Tomorrow the Green Grass’, fusioneredes Neil Young og Buffalo Springfield med især Gram Parsons og Flying Burrito Brothers – Jayhawks blev ét af de største navne i årtiets americana-bølge.

Men gruppens fundament kollapsede, da Olson pludselig forlod bandet for at spendere mere tid med sin kone, og på det seneste har han og Louris ført solokarrierer hver for sig. Lige indtil i 2009, hvor de genforenedes om det desværre fuldstændigt ligegyldige duoalbum ’Ready for the Flood’.

Det førte dog noget godt med sig; nemlig en gendannelse af The Jayhawks i samme line-up som i midt-90’erne. Og om en måneds tid udsendes comebacket ’Mockingbird Time’, men først gjaldt det i aftes Amager Bio, hvor Minnesota-gruppen hyggede og luftede sange fra den kommende skive.

Inspirationen går begge veje

Hverken Olson, Louris eller resten af Jayhawks er helt nye længere, men at stemmebåndene stadig er velsmurte, forsikrede ’Two Angels’ om tidligt i sættets ellers noget rodede og ujævne første del, efter at Olsons røst var knækket et par gange i åbneren ’Wichita’.

Fra scenekanten fremstod kvintettens inspirationskilder om muligt endnu tydeligere – om det så var ”lånene” fra The Band (’Red’s Song’) eller Gary Louris’ herligt skramlede guitarsoloer, der sendte tankerne i retning af både Neil Young og Tom Verlaine.

Til gengæld har Tom Petty så også planket melodien fra Jayhawks’ ’Waiting for the Sun’ til sit hit ’Mary Jane’s Last Dance’, og man fornemmede åbenlyst, at Jeff Tweedy har lært mere end et trick eller to fra mentoren Louris (som han spillede sammen med i Golden Smog) til sit eget band Wilco.

Inspirationen går med andre ord begge veje.

Skelsættende strengevridning

Som sagt tog det noget tid for de fem amerikanere at spille sig varme, og det var først et stykke inde i koncerten, at det hele klikkede, da ’Take Me With You (When You Go)’ blev leveret med Johnny Cash’sk baryton fra Olson og en uvant lavt syngende Louris.

Og herfra blev der så småt sat trumf på med hurtigere sager som ’I’d Run Away’ og ’Bad Time’, der rystede op i koncerten side om side med aftenens zenit: En formidabel udgave af ’Miss Williams’ Guitar’ tilsat Louris’ skelsættende strengevridning.

Der var også gjort plads til fire nye sange, der ”citerede” mere, end Jayhawks nogensinde har gjort før; navnlig den Big Star-agtige ’Closer to Your Side’, Byrds-sagen ’She Walks in So Many Ways’ og ’Guilder Anne’, der lød som en parring af Dylans ’4th Time Around’ og ’Mr. Tambourine Man’.

'Cinnamon Love’ var den mest interessante af de nye sange, mest af alt fordi det var den eneste, der ikke øjeblikkeligt fremprovokerede musikalsk deja-vu.

Publikums glæde

Hvis der var noget, der holdt koncerten på jorden, så var det Mark Olsons underligt uengagerede og lige vel lallede tilgang til det hele. Gendannelsen lod i hvert fald til at betyde lige så lidt for ham som for den apatiske keyboardspiller Karen Grotberg, der gemte sig i siden af scenen.

En anderledes gnist var der at spore i trommeslager Tim O’Reagan, der smilede koncerten igennem og endda lagde vokal til ekstranummeret ’Tampa to Tulsa’, inden der blev lukket med manér med snart 20 år gamle ’Clouds’ til de 5-600 publikummers store glæde.

Det var et comeback, der bedst kan kaldes ”bekvemt”, men dog bestemt også ”behageligt”.

Andre læser også