For første gang i mange år har Danmark en reel chance for at vinde det internationale melodi grand prix. Sidst var i 2000 med Brødrene Olsen, hvor grand prixet også blev afholdt i Sverige.

Men har Danmark bare gode vinderchancer, når showet afholdes i vores naboland, eller hvorfor er det, Emmelie de Forest er så populær? BT har spurgt en række udenlandske journalister, og her er svaret ret entydigt: Det danske bidrag 'Only teardrops' er en vaskeægte ørehænger. Præcis som 'Fly on the wings of love' var det i 2000.

- Sangen har hitpotentiale. Du husker den allerede efter første gang. Så jeg tror virkelig på, at vi næste år skal holde Eurovision i Danmark, lyder det fra Josephine Sundström, der er grandprix-kommentator for den svenske kanal SVT, der transmitterer året show.

Og det er ikke kun vores nordiske venner, der tror på en sejr til Danmark. Lørdag aften var de fem nordiske lande værter for en stor fest i Malmø. Og her stod de udenlandske journalister i kø for at tale med Emmelie de Forest.

- De sidste mange år har bookmakerne haft ret, så vi vil alle gerne have et interview med den danske sanger, fordi hun har gode chancer for at vinde. Og alle vil jo gerne have et interview med vinderen, siger Reimo Sildvee fra den estiske tv-station ETV.

Også flere russiske journalister var mødt op til den nordiske fest. Og de var ikke tvivl om, hvad det er, der gør sangen til et potentielt hit i Østeuropa.

- Det er fløjten. Det er en god idé. Det gør sangen genkendelig fra første strofe, forklarer Svetlana Zeynolova og Yury Kononov, der er værter på den russiske version af 'Go' morgen Danmark'.

- Og så bliver sangen sunget af en smuk og talentfuld pige, forklarer de.

Tirsdag skydes Eurovision i gang med den første semifinale. Finalen afholdes lørdag den 18. maj