Følg kommunalvalget 2013 i Varde Kommune minut-for-minut. Vi opdaterer løbende med seneste nyt.

ONSDAG D. 20. NOVEMBER 2013:16.19: Enhedslisten i Varde byråd: Arne Linbjerg Callesen fra Enhedslisten er nyt medlem af Varde Byråd. Det afgjorde endnu en optælling af stemmerne. Der var kun seks stemmer mellem et femte mandat til Socialdemokraterne og et til Enhedslisten. Og det var altså enhedslisten der løb med mandatet ved fintællingen. Det skriver Jydske Vestkysten.

13:56: DF'er overlader pladsen til de unge: Det lykkedes ikke for DF-kandidaten Marianne Olesen at blive genvalgt. På trods af det får Dansk Folkeparti to pladser i byrådet i Varde, skriver Lokalavisen Varde. Byrådet kan nu se frem til et generationsskifte for Dansk Folkeparti. »Jeg synes at det er fint, at de to unge, Julie Gottschalk og Tina Agergaard Hansen nu tager over,« fortæller Marianne Olesen. »Jeg er trods alt 70 år, og nu kan jeg bruge min tid på noget andet,« siger Marianne Olesen. De to nyvalgte er henholdsvis 20 og 40 år. 11:52: 1 stemme skiller Venstre-kandidater: Det står fast, at Venstre har det absolutte flertal i kommunen, men det er ikke sikkert, hvem der skal indtage partiets pladser i kommunalbestyrelsen. Før fintællingen er to kandidater nemlig kun adskilt af én stemme! Og der er kun plads til én af dem. Der er tale om Jan kjær, som har modtaget 298 personlige stemmer, og Susanne Bergmann, som har modtaget 297 vælgertilsagn.

11:30: 5 stemmer afgør mandat: Socialdemokraterne og Enhedslisten afventer spændt fintællingen i kommunen. Der er nemlig kun fem stemmer, der skiller de to partier i kampen om et mandat.

10:45: V-debutant fik flot valg: Connie Høj fra Nørre Nebel fik et bragende godt valg, skriver jv.dk. Selv om hun i Blaabjerg var andetvalget i den lokale Venstre-forening, så overhalede hun Preben Olesen med hele otte pladser. Connie Høj er debutant i byrådssammenhæng, og der var da også stor klapsalve til hende i nat, da de 25 byrådsmedlemmer blev læst op. 07:31: Venstre sætter sig tungt på borgmesterpost: Venstre sejrede stort i Varde Kommune, hvor partiets spidskandidat Erik Buhl (V) overtager taburetten efter Gylling Haarh (V), der går af. Ifølge jv.dk kan Erik Buhl glæde sig over 15 ud af 25 mandater, og det er en fremgang på to mandater. Den store taber i Varde blev SF, der mistede begge mandater. Først ved fintællingen senere i dag bliver mandaterne endeligt fordelt

TIRSDAG D. 19. NOVEMBER 2013:23:01: Resultat: Fortsat Venstre dominans: Venstre har fået et flot valg, de er med hele 55,3 procent fortsat det klart største parti. Siden det sidste kommunalvalg er Venstre gået hele 6,3 pct. point frem, de er dermed det parti som er gået mest frem ved valget. DF og Radikale Venstre har ligeledes oplevet en pæn fremgang og DF er nu det tredje største parti med 9,8 pct., en fremgang på 3,3 pct. point. Valgets tabere er SF og Socialdemokratiet som går henholdsvis 4,2 pct. point og 2,6 pct. point tilbage. Socialdemokratiet fastholder dog positionen som det andet største parti med 15,3 procent.     

21:01: Afgående borgmester: Helt særlig følelse: Gylling Haahr genopstiller ikke, men er stadig rundt på kommunens valgsteder i sin kapacitet som valggeneral. "Det er en meget anderledes følelse. Men valget blev truffet allerede for tre-fire år siden," fortæller Gylling Haahr P4, med henvisning til hans beslutning om at trække sig tilbage. Han kan berette, at stemningen er enormt svingende ved valgstederne. Nogle kandidater føler sig enormt sikre, andre er meget nervøse.19:38: 69 kandidater slås om 25 pladser: Det er "the usual suspects", man finder på valgkortet i Varde. Således er de otte partier repræsenteret også de samme otte, man finder i Folketinget (Grønlandske og færøske partier ekskluderet). Partierne deler 69 kandidater imellem sig, med Venstre klart i spidsen med 28 kandidater. De sidder i skrivende stund også på det absolutte flertal i byrådet, der blev valgt ind i 2009.

11.20: Sig sigter efter flest stemmer: Blandt Vardes 23 valgsteder plejer Sig at være blandt de valgsteder, hvor flest går til stemmeboksen, skriver Jydske Vestkysten. Ved det seneste valg blev Sig kun slået af Skovlund, men denne gang går man efter sejren: "Vi har en god tradition herude. Rigtig mange unge er med deres forældre første gang, de skal stemme" siger byrådsmedlem og valgformand Hans Jørgen Gammelgaard (V) og tilføjer, at det er vigtigt, at forældrene tager deres ansvar alvorligt: "De (red., unge) skal have lært, at demokrati er en pligt. Og hvis de ikke stemmer som ung, så ender det med, at de aldrig stemmer, siger Hans Jørgen Gammelgaard."  

MANDAG D. 18. NOVEMBER 2013:

Varde Kommune har modtaget cirka 900 brevstemmer, og det er cirka 200 mere end ved sidste valg. Det oplyser borgmester Gylling Haahr (V) til JyskeVestkysten. "Hvis det indikerer noget om valgdeltagelsen, så er det ikke så ringe endda," siger han til avisen.

FREDAG D. 15. NOVEMBER 2013:

10:32: Lokalavisen Varde og Radio Charlie samler kommunen: Når valget den 19. november skydes i gang vil det blive med intens dækning fra de lokaler medier. Lokalavisen Varde skriver, at de har indgået et samarbejde med Radio Charlie. Med samarbejdet vil valget blive dækket via livereportager og løbende artikler på selve valgdagen. Målet er, at få endnu flere tvivlere til at stemme.

TORSDAG D 14. NOVEMBER 2013:

16:13: For at få flere unge til at stemme blev der i dag afholdt afstemninger på Campus i Varde fra kl. 9 til 12. Men projektet blev dog ingen stor succes. Kun 11 personer stemte, skriver jv.dk. Skolen havde informeret eleverne på forhånd og udsendt skriftligt materiale om afstemningen, men der manglede ifølge netavisen skiltning, så eleverne kunne finde valglokalet. »Vi kunne godt have gjort mere og have informeret direkte i klasserne, at nu kunne man stemme. Men man skal selvfølgelig huske, at mange af vore elever er under 18 år,« siger Bettina Mogensen, der er forstander på Varde Handelsskole. 13:07: Kun hver femte af vælgerne i Region Syddanmark har tillid til, at kommunalpolitikerne kan gøre en forskel, når det kommer til at skabe arbejdspladser. Tilliden blandt de syddanske vælgere er den mindste af landets fem regioner. Det skriver tvsyd.dk på baggrund af en undersøgelse fra Userneeds, som Ingengiørforeningen har analyseret. Den lokale beskæftigelsespolitik fungerer for dårligt, lyder det fra Ingeniørforeningen. »Arbejdsmarkedet for højtuddannede er ikke bare lokalt, men også regionalt, nationalt og internationalt. Derfor bør indsatsen række udover både kommune- og regionsgrænser, siger formand for Ingeniørforeningens Region Syd, Birgit Kjærside Storm, til tvsyd.dk.« 12:46: Borgerservice i Varde satte i dag kl 9 et brevafstemningssted op på Campus i Varde for at få stemmeprocenten op blandt unge, skriver jv.dk. Flere af de unge opdagede dog ikke afstemningsstedet, før Jydske Vestkystens journalist gjorde de unge opmærksom på, at de kunne gå ind og stemme. Ifølge journalisten valgte 6-7 af eleverne at følge opfordringen. 

12:31: Begge politiske sider af byrådet var repræsenteret, da KFUM's Sociale Arbejde i Varde, Cafe Paraplyen, inviterede byrådsrådspolitikerne til en debat om samfundets svageste. I debatten, der foregik mandag den 11. november, deltog byrådsmedlemmerne Erik Buhl Nielsen (V), Niels Christiansen (K), Søren Laulund (A) og Lau Tambjerg (SF). Det skriver Varde.lokalavisen.dk