En 28-årig mand hævder, at han intet kan huske fra et voldsomt overfald nytårsdag, men ifølge politiet bankede han både sin ekskæreste og dennes mor på en adresse i København. Manden er nu varetægtsfængslet.

Ifølge vidneforklaringer sparkede den 28-årige døren ind til lejligheden på Gyldenrisvej, hvor overfaldet på hans ekskæreste og dennes mor fandt sted.

Omkring klokken 20.20 den 1. januar trængte den 28-årige ind i lejligheden. Et spejl blev knust mod ekskærestens ansigt, og hun måtte efterfølgende sys med ni sting, da hun var blevet såret så slemt, at der var åbent ind til knoglen. Hun pådrog sig desuden flere skader fra slag på kroppen.

Også kvindens mor kom til skade under overfaldet, da hun blev kastet mod gulvet og brækkede et ribben.

I retten forklarede den 28-årige, at han intet kunne huske på grund af indtagelse af alkohol, og han var blevet chokeret, da han havde set billederne af ekskærestens skader.

I forbindelse med anholdelsen skulle den 28-årige have truet politiet med, at medlemmer fra banden Black Cobra ville komme efter betjentene og få fat i dem.

Den unge mand sigtes for grov vold mod ekskæresten og moderen. Ekskæresten har ikke tidligere meldt den 28-årige for vold, men han sigtes også for et overfald på ekskæresten den 30. december. Her skulle han have slået hende med knyttet hånd, så hun fik et blåt øje.

Den 28-årige er varetægtsfængslet i 13 dage.