Der var fuld fart på, da en 32-årig mand onsdag stak af, efter han blev konfronteret med sin kørsel.

Torsdag har retten i Aalborg valgt at varetægtsfængsle selvsamme mand i fire uger.

Han er sigtet for i narko- og spirituspåvirket tilstand at have kørt vanvidskørsel.

Det oplyser Anklagemyndigheden på Twitter.

Episoden startede onsdag eftermiddag, da en aalborgenser fik øje på manden, som sad bag rattet i sin sorte Audi A4.

Vidnet henvendte sig til bilisten, fordi han virkede påvirket. Derfor forsøgte aalborgenseren at starte en samtale med den 32-årige.

Men det var altså ikke en konfrontation, som manden gad at gå ind i.

Derfor trykkede han på speederen og kørte omkring klokken 15.23 i fuld fart ad Eriksholmsparken i Nørresundby.

»Bilen laver hjulspind op over fortovet, så det var ret voldsomt.«

»Efterfølgende har vi hørt fra vidner, at bilen har kørt med 200 kilometer i timen og skabt flere farlige situationer,« forklarede Karsten Højrup, vagtchef ved Nordjyllands Politi, onsdag morgen til B.T.

Den 32-årige nåede at drøne rundt i lidt over en time, før politiet fik fat i ham.

Manden blev anholdt på stedet og bilen beslaglagt. Nu sidder han bag tremmer i foreløbig fire uger.