Søgningen efter 21-årige Oliver Ibæk Lund har ikke kastet resultater af sig.

Derfor udvider Nordjyllands Politi nu eftersøgningen i Limfjorden.

Det oplyser politikommissær Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi. Hele dagen har Nordjyllands Politi ledt efter den 21-årige.

»Indtil videre uden held. Desværre. Vi har søgt hele dagen i dag, og vi fortsætter vores arbejde – også i morgen, hvor vi udvider vores eftersøgning.«

Søndag og mandag har der været helikoptere i luften for at lede efter 21-årige Oliver Ibæk Lund. Eftersøgningen fortsætter i morgen, hvor eftersøgningen også udvides i Limfjorden.
Søndag og mandag har der været helikoptere i luften for at lede efter 21-årige Oliver Ibæk Lund. Eftersøgningen fortsætter i morgen, hvor eftersøgningen også udvides i Limfjorden. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

21-årige Oliver Ibæk Lund forsvandt efter en bytur natten til lørdag, hvor han sidst blev set i området ved Toldbod Plads klokken 01.

Nordjyllands Politi oplyser tirsdag formiddag, at eftersøgningen vil foregå i havneområdet i Limfjorden i Aalborg.

Politi, dykkere fra Forsvaret og politiets vandsøgningshunde vil deltage i eftersøgningen, lyder det.

Søndag havde politiet ingen indikationer på, at han var gået i retning mod Limfjorden, men nu fortæller Michael Karstenskov, at videoovervågning har afsløret billeder af ham i området ved Vestre Havnepromenade og Restaurantskibet Prinses Juliana.

Den 21-årige beskrives som almindelig af bygning, med mørkt kort hår og med briller. Han var iført en mørk uldfrakke, lyseblå jeans og brune sko, da han forsvandt.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.