Først bliver du snydt af professionelle svindlere.

Derefter må du acceptere, at myndighederne mener, at du har handlet groft uansvarligt og selv skal betale en høj selvrisiko på 8.000 kroner, skriver Politiken.

Det er virkeligheden for de mange danskere, der hvert år bliver narret af svindlere til at udlevere personlige oplysninger eller klikker på link, der fører dem til falske login-sider, hvor offeret kan indtaste sine login-oplysninger. Det er en svindelform, der kaldes phishing, hvor de kriminelle prøver at få dig til at udlevere fortrolige oplysninger.

Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen har 57 procent af danskerne i 2022 været udsat for forsøg på phishing via mail, sms eller telefonopkald. En procent af dem faldt i fælden og udleverede de oplysninger, som svindlerne efterspørger.

Du har en selvrisiko på 375 kroner ved misbrug af dit betalingskort og din pinkode. Selvrisiko kan dog stige til 8.000 kroner, hvis …

  • … du ikke kontakter din bank, så snart du opdager, at kortet er væk eller er blevet misbrugt.
  • … du selv har oplyst din pinkode til den person, der har misbrugt dit kort.
  • … du på grund af grov uforsvarlig adfærd har gjort det let at misbruge dit kort, for eksempel ved at skrive pinkoden på kortet eller gemme den samme med kortet.

Og ifølge afgørelser i Det Finansielle Ankenævn så handler man 'groft uansvarligt', når man går i en phishing-fælde og samtidig godkender betalingen med MitID-appen, hvor man kan se beløbet i appens beskedfelt, skriver Politiken.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at de nuværende regler rammer en balance, hvor man både beskytter forbrugerne mod store tab og samtidig tilskynder forbrugerne til at handle forsvarligt.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at de nuværende regler rammer en balance, hvor man både beskytter forbrugerne mod store tab og samtidig tilskynder forbrugerne til at handle forsvarligt. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Vis mere

Det Finansielle Ankenævn er sat i verden for at behandle klager over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Rådet består to højesteretsdommere, en landsdommer og medlemmer udpeget af Finans Danmark, Realkreditrådet, Investering Danmark og Forbrugerrådet Tænk.

Jacob Ruben Hansen, økonom i Forbrugerrådet Tænk og medlem af Det finansielle ankenævn, er uenig med flertallet i ankenævnet.

»Bankerne og dommerne mener, at der er tale om grov uforsvarlighed, når forbrugere bliver snydt af professionelle bagmænd. Det er vi i Forbrugerrådet Tænk helt uenig i,« har han tidligere udtalt.

SF er på linje med forbrugervagthunden. Folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen (SF) er formand for Udvalget for Digitalisering og It i Folketinget.

Hun spurgte i januar erhvervsminister Morten Bødskov (S) om rimeligheden i den høje selvrisiko for ofrene for phishing, og hun var ikke tilfreds med ministerens svar.

Han mener nemlig, at de nuværende regler er passende.

Lisbeth Bech-Nielsen (SF) ønsker at lave reglerne om den høje selvrisiko i phishingsager om, da svindlerne simpelthen er blevet for dygtige.
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) ønsker at lave reglerne om den høje selvrisiko i phishingsager om, da svindlerne simpelthen er blevet for dygtige. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Vis mere

Det er hun ikke enig i.

»Reglerne er fra en tid, hvor svindlen var lettere at gennemskue, hvis man brugte sin sunde fornuft. Men i dag er svindlerne blevet så dygtige, at vi simpelthen er nødt til at ændre reglerne,« fortæller hun til B.T.

»Vi skal sikre forbrugernes rettigheder bedre i sådanne sager.«

Hun vil nu prøve at tage problematikken op i erhvervsudvalget, selvom det er op ad bakke, da SVM-regeringen er uenig.

Ud over regelændringerne taler hun for, at man kigger på, hvad man kan indføre af lavpraktiske tiltag, der kan gøre det lettere for ofrene at gennemskue svindlerne.