For knap to uger siden blev en 37-årig mand på koldblodig vis likvideret midt på Vesterbro i København. Gerningsmanden, der var forklædt som madbud, forsvandt efterfølgende fra gerningsstedet på løbehjul og har været eftersøgt lige siden.
Nu er der så sket anholdelse i sagen. Og ikke kun én. I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi således, at man har anholdt tre mænd.
Der er tale om to danske statsborgere og én svensk.
De er alle mistænkt for at have spillet en rolle i drabet, der fandt sted på hjørnet af Herholdtsgade og Nyropsgade på Vesterbro i København den 19. oktober.
Det er politiets mistanke, at det var en 19-årig svensk mand, der denne sene eftersårseftermiddag iførte sig Just Eat-jakke og -kasket samt en blå Wolt-taske, hvorefter han kørte til Vesterbro omkring klokken 16.44.
I godt en halv time skal han have cirkuleret rundt i området, før han kørte op på siden af den 37-årige og skød ham på klos hold.
Blandt andet i hovedet.
Herefter flygtede han fra stedet, og undervejs smed han sin forklædning fra sig.
Den svenske teenager er blevet anholdt af svensk politi i Malmø, og det samme er en 24-årig dansk statsborger. Han er sigtet for medvirken til drabet.
Det er også tilfældet for en 21-årig dansk mand, som Københavns Politi torsdag har kunnet anholde, da han ankom med fly fra udlandet.
»Lige siden drabet har vi arbejdet intenst med den her voldsomme sag, og vi er glade for, at vi nu har fået et gennembrud.«
»Efterforskningen fortsætter selvfølgelig, og noget af det, vi endnu mangler at klarlægge, er, hvorfor den 37-årige mand skulle dræbes,« fortæller vicepolitiinspektør Brian Belling.
Vicepolitiinspektøren beskriver også, at der har været mange 'aktører' involveret i den omfattende efterforskning.
»Særligt har vi et tæt samarbejde med svensk politi, som har ydet en ekstrem stor bistand med efterforskning i Sverige.«
Politiets anklagemyndighed vil nu forsøge at få alle de tre sigtede, der til daglig bor på den anden side af Øresund, varetægtsfængslet.
Det vil ske ved et grundlovsforhør fredag, hvor det dog kun er den 21-årige mand, der blev anholdt i lufthavnen, der vil være til stede.
De andre vil blive begæret fængslet med henblik på at få dem udleveret fra Sverige.
Du kan høre mere om sagen i kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.