»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der var noget, han ville sige, eller om der var en grund til, at han ville mødes med mig.«

Sådan sidder en tæt veninde tilbage, efter hun torsdag fik den chokerende besked om, at hendes gode ven gennem 14 år var blevet skudt på klos hold.

Hendes ven var den 37-årige mand, der blev likvideret i indre København. Gerningsmanden, der var forklædt som madleveringsbud, flygtede efterfølgende fra stedet og er fortsat på fri fod. 

»Jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen. Han var altid glad, vellidt og kendt af mange. Han var den bedste og mest engagerede far til sin lille søn. Det hele er så meningsløst,« slår veninden fast over for B.T. 

I timevis var området spærret af.
I timevis var området spærret af. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Selv skulle hun have mødtes med den 37-årige dagen før drabet, men det blev aldrig til noget. 

»Jeg havde det dårligt og aflyste. Det sidste han skrev til mig var 'kom nu', og det valgte jeg så ikke at svare på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på nu, om der var et eller andet, der gjorde, at han gerne ville mødes,« fortæller veninden til B.T. 

»Men det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Det kunne også bare være, han havde lyst til at ses.«

Tilbage står hun sammen med en lang række venner og familie og er i dyb sorg og i chok over den brutale likvidering. 

»Vi er alle i chok over, hvad der er sket. Han var en meget god ven og far til sin søn. Intet af det her giver mening,« lyder det fra en anden ven, mens en tredje tilføjer: 

»Han var en af mine barndomskammerater. Han var altid smilende og i godt humør. Han var stolt af sin søn. Det er ikke til at forstå, at der findes så afstumpede mennesker, der kan finde på at gøre sådan noget.« 

Ven: Han havde økonomiske problemer
Flere kilder fortæller, at drabsofferet var en festlig fyr, der altid var smilende og glad. 

»Man kunne altid høre, hvor han var,« fortæller en ven med et smil på læben.

Han var samtidig en mangeårig og professionel pokerspiller. 

Han deltog i sine yngre år i diverse pokerturneringer rundt omkring i Europa, hvor han har vundet store pengebeløb. 

I en årrække var han ifølge kilder også en aktiv del af en pokerklub på Jyllingevej i København, hvor der flere gange er foregået illegalt spil. Flere kilder fra miljøet beskriver, at de var bekendt med, at han havde økonomiske problemer. 

»Jeg ved, han var god til at gamble, og jeg ved, at han havde økonomiske problemer. Men ikke problemer, der ville føre til dette resultat. Det er ikke til at forstå,« fortæller en ven.

Men i 2020 stoppede den 37-årige ifølge veninden sit engagement til pokerspillet, ændrede livsstil og begyndte at fokusere på sin familie og venner.

»Han var virkelig begyndt at gå op i sig selv på en måde, jeg ikke har set i alle de andre år, jeg har kendt ham. Så det er også derfor, at det her slet ikke giver mening. Havde det været i gamle dage, så måske, men nu kan jeg slet ikke få det til at hænge sammen,« fortæller veninden. 

Tværtimod forsøgte han ifølge veninden at vende sit liv. Han tabte sig mange kilo, gik op i træning og begyndte at spise sundt. 

Han havde også planer om at bosætte sig i udlandet og havde de seneste år været meget i Spanien og Tyrkiet. 

»Det er også derfor, det kommer som et endnu større chok for mig, at det skulle være nu, hvis noget. Jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen. Han talte ikke med så mange mere på den måde. Han prøvede at holde sig til familien og de tætteste venner,« slår veninden fast. 

Gerningsmand fortsat på fri fod
Det er endnu ikke lykkedes politiet at fange gerningsmanden, men fredag løftede politiet sløret for den foreløbige flugtrute. 

Gerningsmanden var iført en orange jakke og kasket fra budtjenesten Just Eat og en blå taske fra Wolt, da han affyrede de dødbringende skud. Ifølge politiet er gerningsmanden set i området 30 minutter inden drabet. 

Efterfølgende flygtede gerningsmanden på løbehjul via Nyropsgade, hvor han ved Q8 tankstationen smed tasken, den orange jakke og kasket. Herefter fortsatte han ad Kampmannsgade mod søerne i helt mørkt tøj. Politiet har ikke siden kunne oplyse yderligere om gerningsmanden.

Politiet har hele weekenden fået assistance fra dykkere, der ved søerne i København, har ledt efter elementer, der kan være smidt af gerningsmanden.

»Det kan være et gerningsvåben for eksempel, men det kan også være andet,« fortalte vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Brian Belling til B.T.

Politiet er fortsat i gang med et stort indsamlingsarbejde, der både omhandler indhentning af videoovervågning, tekniske undersøgelser og afhøring af vidner, ligesom politiet fortsat efterlyser vidner i sagen. 

Motivet til drabet er fortsat ukendt, men politiet arbejder ud fra, at det har været en målrettet handling. 

Det er foreløbigt ikke politiets vurdering, at drabet har noget at gøre med den verserende bandekonflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande Loyal to Familia.

Vicepolitiinspektøren har dog tidligere konstateret, at den 37-årige i forvejen var kendt af politiet i anden sammenhæng.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.

Andre læser også