Ved du noget om sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv til os på Facebook.

En 70-årig kvinde har været udsat for et groft overfald i Varde. Tre mænd er anholdt og sigtet.

Esbjerg. Tre mænd er anholdt for drabsforsøg på en 70-årig kvinde. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag formiddag.

Mændene, der har relation til kvinden, er sigtet for drabsforsøg. Politiet forventer at fremstille dem i grundlovsforhør senere fredag.

Det var natten til fredag klokken 00.40, at politiet fik en anmeldelse om et groft voldeligt overfald på plejehjemmet Carolinaparken i Varde.

Det var den 70-årige kvindelige beboer, der var blevet overfaldet. Overfaldet var så groft, at kvinden ifølge politiet har pådraget sig omfattende, livstruende skader.

Derfor lyder sigtelsen mod mændene på drabsforsøg. Mændene blev alle anholdt i løbet af natten. De er i slutningen af 30'erne og starten af 40'erne.

Politiet kan endnu ikke sige noget om motiv, eller hvilken relation kvinden og de tre formodede gerningsmænd har, oplyser politiet.

/ritzau/