Det bliver Michael Juul Eriksen, der skal forsvare rockerklubben Bandidos MC i den mulige kommende forbudssag. Det bekræfter han overfor B.T.
»Der er tydeligvis en stor politisk interesse for at køre denne her sag. Og vores håb er dog, at politiets vurdering af, om der skal rejses en sag, ikke sker under politisk pres, og at man kun kører en sag, hvis man vurderer at det juridisk korrekt at gøre det,« siger advokaten.
Michael Juul Eriksen repræsenterede LTF-banden, da den i sin tid blev gjort ulovlig:
»Det her bliver en helt anden sag. I LTF-sagen var der meget fokus på at belyse struktur. I den mulige sag imod Bandidos ligger strukturen jo ret åbenlyst fast,« siger han.
»Fokus kommer nok i stedet til at fokusere på, hvad formålet med Bandidos er. Og det vil min klient meget gerne hjælpe dem at forstå.«
»Indtil videre har jeg meddelt NSK (der står for efterforskningen i den kommende sag, red) og Rigsadvokaten, at vi gerne bidrager med at belyse, hvad Bandidos står for, og hvad de laver.«
»For vi tror en belysning vil føre til, at de så kan se, at der er et helt lovligt og legitimt formål med Bandidos,« siger advokaten.
Det har allerede været fremme, at volds- og konfliktparathed kommer til at spille en rolle i den kommende forbudssag. Her gør det sig blandt andet gældende, at medlemmer af rockerklubben på fem år har været involveret i ligeså mange konflikter.
»Det er jeg ikke helt enig i. I forbindelse med med LTF-sagen slog Højesteret fast, at med at virke ved vold kun gælder politiske foreninger. Så jeg mener, at det centrale i sagen bliver, om Bandidos har et lovligt og legitimt formål,« siger Michael Juul Eriksen.
Overfor B.T. har rockerklubben meldt ud, at de ikke forsvinder, selvom de bliver gjort ulovlige.
Lyt til B.T.s podcast om den kriminelle underverden her: