Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har god grund til at vende mundvigene nedad.
I en meningsmåling lavet for Voxmeter for Ritzau er der kun et enkelt parti i Folketinget, der ville stå til et lavere stemmetal end Moderaterne, hvis der var valg i dag.
Helt konkret ville Lars Løkke Rasmussens parti ifølge meningsmålingen stå til at få tre procent af stemmerne.
Og det er kun Borgernes Parti, der med 1,4 procent af stemmerne, ville stå til et ringere valg.
Ifølge meningsmålingen er Alternativet med 3,2 procent af stemmerne en lille my foran Moderaterne.
Torsten Gejl, der er politisk ordfører for Alternativet, slår fast, at det først er målingen på valgdagen, der tæller.
Men han holder sig ikke fra at skubbe lidt til Moderaterne.
»Vi kæmper for ægte klimaoprustning, rent drikkevand uden PFAS og billig frugt og grønt, mens Løkke og co. spiser danskerne af med billigere slik og chokolade,« siger han.
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, ryster på hovedet over den kommentar.
»Det giver jeg absolut intet for. Gejl ved udmærket, at det er os i Moderaterne, som har sat hele spørgsmålet omkring differentieret moms i gang i regeringen. Det er vores agenda. Vi har fortsat et mål om at halvere momsen på frugt og grønt – og det arbejder vi for,« siger han og tilføjer:
»Men tillykke til Alternativet for at komme over 3,0 procent - det er meget længe siden, man har set det.«
Hvordan har du det som politisk ordfører for Moderaterne med, at I i en måling er nede på tre procent, og kun Borgernes Parti står til færre stemmer end jer?
»Målinger går op og ned. Jeg ved, hvor seriøst vores folketingsgruppe arbejder, og det giver mig ro til, at vi nok skal løfte os igen. Det er jeg helt overbevist om. Målingen på valgnatten er jo stadig den vigtigste,« siger han.
Som bekendt kræves det mindst 2 procent af stemmerne for at komme over spærregrænsen ved et folketingsvalg, og det er Moderaterne trods alt.

