For at en planet kan anses som beboelig, skal en række betingelser være opfyldt – der skal eksempelvis være flydende vand.

Nu har en gruppe amerikanske forskere, i samarbejde med NASA, gjort lovende opdagelser på planeten TRAPPIST-1e, skriver Dagbladet.

For ifølge forskerne er denne planet en mulig kandidat til både at huse vand og liv.

TRAPPIST-1e er en af syv planeter i TRAPPIST-1-solsystemet, hvor fire af planeterne ligger i den »beboelige« zone i rummet, hvor temperaturen gør det muligt at have flydende vand. Det afhænger dog af den rette atmosfære.

De nye forskningsresultater viser, at TRAPPIST-1e potentielt har en nitrogenrig atmosfære, der altså både kan understøtte flydende vand og muligheden for liv.

»Hvis vi antager, at planeten har en atmosfære, kan vi forestille os flere mulige scenarier,« udtaler Anna Glidden, postdoc ved MIT og en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.

Ifølge Sara Seager, der også er blandt forskerne bag undersøgelsen, er TRAPPIST-1e en af de mest fascinerende planeter i den beboelige zone.

TRAPPIST-1e planeten er 40 lysår væk fra Jorden.