Kaos. Slåskampe. Voldsomme tv-billeder.
Årets Vuelta a Espana har handlet om meget andet end cykelløb, eftersom hele otte etaper af løbet blev ramt af pro-palæstinensiske demonstrationer. Nogle endda så voldsomme, at etapernes afslutning måtte aflyses.
Og derfor kunne man måske hurtigt få den tanke, at det enorme kaos havde skræmt de danske cykelfans væk fra tv'et.
Men det er dog på ingen måde tilfældet. Tværtimod faktisk.
For ifølge John Jäger, der er chefredaktør på TV 2 Sport, har seernes interesse for årets Vuelta nemlig været stor.
»Der er i hvert fald intet, der tyder på, at det har skræmt seerne væk,« lyder det fra TV 2-bossen, inden han fortsætter:
»Jeg kan roligt sige, at seertallene er helt fantastiske. Jeg har ikke de officielle tal endnu, men ud fra det, vi kan fornemme, så ser det rigtig godt ud.«
John Jäger er da heller ikke i tvivl om, at det ikke udelukkende er Jonas Vingegaards triumfer samt Mads Pedersens grønne eventyr, der har trukket seere.
Det har al balladen, som de pro-palæstinensiske demonstranter har stået for, i den grad også gjort.
»Jeg har tænkt over det. Og selv om vi ikke ved det med sikkerhed, så er jeg – efter 30 års erfaring – sikker på, at det både er den danske succes samt al den uro med demonstranterne, der har trukket folk til skærmen. Det har haft en effekt, ja,« afslutter han.
Jonas Vingegaard endte med at vinde årets Vuelta a Espana – for første gang i karrieren.