En debat om utroskab har sat ild til Sverige. 

Det sker, efter det svenske skuespillerpar Julia Dufvenius og Christopher Wollter er stået frem og har fortalt om Wollters utroskab og sexafhængighed, hvor han har været sammen med mellem 80 og 90 kvinder over en periode på 10 år.

Det fortæller parret i en bog, mens de i første omgang satte ord på situationen i det svenske tv-program 'Skavlan og Sverige' ifølge TV 2

»Det har været en hemmelighed i 15 år, så vi tænkte at åbne op her,« forklarer Julia Dufvenius.

I bogen med titlen 'Velkommen til vores ægteskab', skiftes parret til at fortælle fra hver deres perspektiv om et 20 års langt ægteskab fyldt med løgne og sexmisbrug i håb om at hjælpe andre.

Expressens anmelder Jesper Strömbäck Eklund har lyst til at brække sig over 'en dårligt forklædt hungren efter opmærksomhed' i bogen, som han kalder 'pervers' og en 'opvisning i kristen sexmoral'.

Og selvom bogen også skildrer Julia Dufvenius side af deres ægteskab, beskylder forfatter og journalist Irena Pozari i Aftonbladet parret for at normalisere Christopher Wollters opførsel, der ifølge hende bør sidestilles med psykisk vold.

Andre steder er bogen dog anmeldt mere positivt.

Anmelder Aså Lundberg hylder bogen i Aftonbladet for at sætte ord på et af menneskets mørkeste afkroge. 

»Jeg tør godt påstå, at alle os, der nogensinde har ydmyget den, vi elsker, uden at kunne forklare, hvorfor vi opførte os så dårligt, føler os berørte af denne historie,« skriver hun og pointerer, at utroskab rammer en stor del af befolkningen.