Det er usikkert, om de to fiskere, der i går blev eftersøgt i farvandet sydøst for Falster, kan findes i dag. Tågen ligger stadig så tæt over området, at man ikke kan sende helikoptere i luften. 

Båden, der blev fundet tom lørdag eftermiddag, er bjerget og bragt ind til Hesnæs Havn, hvor den vil blive undersøgt søndag.

- Der skulle være noget kortlog ombord, så vi kan se, hvor den har været henne. Om den pludselig er begyndt at sejle hid og did og sådan nogle ting, fortæller vagtchef Søren Nielsen fra Sydsjælland og Lolland Falsters Politi. 

- Der er angiveligt en skade på rælingen, som også skal undersøges - om det er en ny eller gammel skade. Men umiddelbart er der intet, der tyder på, at den er blevet påsejlet. 

Eftersøgningen af de to fiskere blev indstillet klokken 2.20 natten til søndag.

- Chancen for at overleve i vandet så længe er så lille, at vi har valgt at indstille eftersøgningen, forklarede Jesper Duevang Rasmussen, presseofficer i SOK, tidligere på morgenen til BNB.

Søværnets Operative Kommando (SOK) vil i løbet af dagen tage stilling til, om der skal sendes folk ud for at finde de formodede omkomne og bjerge dem, eller om vejret gør den opgave umulig lige nu.  

De to fiskere sejlede lørdag ud i farvandet sydøst for Falster, og da de ikke var returneret til Hesnæs sent lørdag eftermiddag, blev der iværksat en eftersøgning. Få timer senere blev den efterlyste jolle fundet knap 13 kilometer syd-sydøst af Hestehoved Dyb uden mændene om bord.

De efterfølgende cirka fire timer blev området gennemsøgt af fire fartøjer, som altså ikke fandt fiskerne.

Det er to 50-årige mænd fra henholdsvis Stubbekøbing og Mern, der formodes omkommet. Begge mænd efterlader sig familier og børn.