»Jeg tror, det var panik.«

Sådan lød det torsdag i Retten i Helsingør, hvor en 24-årig mand er tiltalt for på et værtshus i Helsinge sidste sommer at have slået den 42-årige Bandidos-rocker Poul 'Big Mac' Hansen ned fra en barstol og efterfølgende have ladet det regnet med slag ned over rockerens hoved, hals og bryst.

'Big Mac' afgik til sidst ved døden på grund af sine kvæstelser.

Den 24-årige mand er derfor nu tiltalt for vold med døden til følge. I Retten erkendte han, at han havde slået den 42-årige Poul Joachim Hansen tre gange. Én gang i ansigtet, da de begge sad i baren på værtshuset 'Van Helsinge' kort før midnat den 29. juni, og to gange i hovedregionen, da de begge efter det første slag var faldet ned i gulvet.

»Han (Poul Joachim Hansen, red.) holdt fast i mig, da vi lå på gulvet. Jeg støttede på min højre arm og forsøgte at komme op at stå. Til sidst slog jeg ham to gange med venstre hånd for at komme op,« sagde den 24-årige DV, der er iført en mørkeblå trøje med en hvid skjorte under, jeans og sneakers.

»Hvorfor forsøgte du ikke at vriste dig fri på en anden måde i stedet for at slå ham,« spurgte anklager Tina Davidsen.

»Jeg tror, det var panik,« svarede den tiltalte, der i tre år fra 2009 til 2012 trænede boksning og er venstrehåndet.

'Han slog mig tre gange'

Den 24-årige DV er ikke tiltalt for manddrab, men for vold med døden til følge, da anklageyndigheden ikke har fundet, at han havde forsæt til at dræbe Poul Joachim Hansen, der frem til sin død fungerede som Bandidos' pengemand, hvilket havde givet ham titlen som 'finansminister'.

Ifølge den 24-årige begyndte slagsmålet på værtshuset, fordi 'Big Mac' havde opført sig provokerende, efter han ankom til stedet, hvor den tiltalte allerede sad sammen med blandt andet sin bror og nogle venner.

»Han svinede de andre gæster til. Han var provokerende i sin måde at være på. Jeg hørte ikke meget efter, hvad han sagde, men han gik meget efter en af kvinderne i baren,« forklarer den unge mand.

Den unge mand besluttede sig derfor på et tidspunkt for at gå op i baren for at hilse på rockeren for at distrahere ham og få ham til at tale om noget andet. De to skålede og talte sammen i noget tid, før samtalen ifølge den tiltalte ebbede ud.

Han vendte sig derfor om mod nogle andre i baren.

»Han (Poul Joachim Hansen, red.) forsøger så senere at skåle med mig igen, men jeg ignorerer ham. Så slår han mig tre gange i siden. Han tjatter ikke bare, han slår. Da jeg vender mig lidt om mod ham igen, slår han igen ud efter mig, men han rammer ikke. Det er der, jeg slår ham i ansigtet, så vi begge lander på gulvet,« siger den 24-årige tiltalte.

Ifølge obduktionens konklusioner, der blev læst op i retten af anklageren, havde Poul Joachim Hansen, der blev fundet af ambulancefolkene i en pøl af blod omkring sit hoved på værtshusgulvet, flere læssioner end tre i ansigtet og på halsen efter sammenstødet med den tiltalte.

Nogle af dem kan skyldes genoplivningsforsøgene, men Retslægerådet konkluderede, at 'Big Mac' var død som følge af de slag, han modtog, der førte til et hjertestop.

Har dyssociale træk

Efter den 24-årige blev anholdt sidste år, blev det besluttet, at han skulle mentalundersøges.

I undersøgelsen fandt man, at han har dyssociale træk, nedsat evne til at forvalte sine impulser og ikke er stand til at vise anger eller empati. Ud fra de personlighedstræk blev det derfor konklurderet, at den 24-årige mand udgør en fare for andre mennesker. Derfor blev det anbefalet, at han - hvis han dømmes skyldig - bliver idømt forvarring i stedet for en fængselsstraf.

Den anbefaling bakker anklagemyndigheden op om.

Også den 24-åriges bror, der var til stede på værtshuset, vidnede i Retten. Han sad ikke i baren med sin bror, da slagsmålet fandt sted, men i en hjørnegruppe med vennerne. Først da han hørte braget, fra da hans storebror og 'Big Mac' røg på gulvet, blev han klar over, at noget var galt, forklarede han.

Lillebroderen løb derfor hen til stedet og hjalp sin bror på benene, før de forlod stedet og kørte væk.

»Spurgte du ham, hvad der var sket?« spurgte anklageren lillebroderen.

»Egentlig ikke, vi kørte bare af sted. Han fortalte mig, at de var blevet uvenner. Jeg troede, det var fordi, Poul havde snakket dårligt om vores afdøde far, men jeg ved ikke, hvad grunden er,« fortalte han.

»Var dig og din bror tætte med jeres far?«

»Ja, meget,« svarede lillebroderen.

Den 24-årige har ingen relation til rocker- og bandemiljøet, men han var tidligere kendt af politiet for blandt andet vold i nattelivet.

Retssagen fortsætter i næste uge.