Den 26-årige Khaled Ghali - tidligere medlem af banden Bloodz - er netop idømt 12 års fængsel for drab. Ofret var en tilsyneladende tilfældig mand, der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da drabsmanden ville forsvare sig mod et bagholdsangreb fra sine tidligere bandebrødre.

Det har Retten på Frederiksberg besluttet.

Drabet skete nytårsaftensdag 2010 på Frederiksberg Allé ud for nr. 4. Her affyrede Khaled Ghali, der tidligere havde været medlem af banden Bloodz fire skud mod en gruppe personer fra banden.






Et nævningeting ved Retten på Frederiksberg lagde i dommen til grund, at gruppen havde angrebet ham, inden han forsvarede sig med våben. Noget, der endte med et koste en tilsyneladende tilfældig familiefar til tre små børn livet.

Den 26-årige Khaled Ghali var nemlig i månederne forinden trådt ud af Bloodz og havde i den forbindelse sluttet fred med den rivaliserende gruppering Black Cobra. Noget, som bandeenheden ved Københavns Politi var orienteret om.

Men dette havde en pris. Fredsslutningen og hans exit bragte ham i fare, fastslår Retten på Frederiksberg i skyldkendelsen.

- Tiltalte vidste fra sin tid i banden og fra sit kendskab til andre frafaldne medlemmer, at de øvrige bandemedlemmer anså det at slutte fred med Black Cobra som et stort forræderi. Retten lægger derfor til grund, at tiltalte i månederne op til skudepisoden havde en velbegrundet og reel frygt for sit liv og sin førlighed, hedder det i kendelsen.

Drabet skete 31. december 2010, efter at Khaled Ghali mødte op til en aftale kl. 13 hos frisøren Exsalonce på Frederiksberg Allé. Aftalen havde han indgået dagen forinden, men hvad han ikke vidste var, at flere bandemedlemmer fra Bloodz ventede på ham hos frisøren.

Et af dem tildelte ham to slag i hovedet.

- Der var tale om et påbegyndt uretmæssigt angreb, idet det lægges til grund, at tiltalte, da han trådte ind i frisørsalonen, var faldet i et baghold og havde modtaget to hårde slag i ansigtet, og at han som følge af sin udtræden af banden var i en reel fare for at blive udsat for yderligere vold, udtaler seks nævninge og tre dommere i skyldkendelsen.

Den 26-årige slap ud af frisørsalonen og trak en pistol op af bukselinningen og tog ladegreb. Mens bandemedlemmerne veg væk, gik han om til førersædet af sin bil, der holdt foran frisøren.

Han stoppede pistolen i bukselinningen og satte sig ind. Han bakkede et stykke og gik i stå.

Det, der udløste drabet, blev formentlig et spark, som et af bandemedlemmerne nu satte ind ved bilens ene bagdør.

- Tiltalte steg ud fra førersædet, trak pistolen op fra bukselinningen, og i let sidelæns løb, med fronten mod gruppen af mennesker på fortovet foran og i umiddelbar nærhed af frisørsalonen, hævede pistolen og afgav fire skud i retning mod personerne på fortovet, står der i kendelsen fra Retten på Frederiksberg.

Et af disse fire ramte en tilfældig mand, 28-årige Ali Mohsen i hovedet. Det gik ind i 'venstre indre øjenkrog og ud gennem baghovedet.''

Anklagemyndigheden gik i sagen efter 13 års fængsel, men det afviste retten dog.

Det skete blandt andet med henvisning til, at drabsmanden havde været under stort psykisk pres.

- Et flertal på 10 stemmer fandt grundlag for en nedsættelse af straffen som følge af den sindsbevægelse, tiltalte befandt sig i. Et mindretal på 2 stemmer fandt ikke grundlag for at nedsætte straffen. Der blev afgivet 11 stemmer for fængsel i 12 år og 1 stemme for fængsel i 13 år, oplyser Retten på Frederiksberg om straffen.

Khaled Ghali ankede dommen på stedet til frifindelse.