Den 29-årige mand, der er sigtet for drabet på sin 22-årige lillebror i Sønderborg, blev i dag ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt fredag en 29-årig mand fra lokalområdet i Sønderborg. Han er mistænkt for at stå bag drabet på sin 22-årige lillebror, der blev fundet kvalt i en lejlighed onsdag aften.

I dag blev den 29-årige varetægtsfængslet frem til 18. marts. Han ønskede ifølge politiet ikke at udtale sig ved det lukkede grundlovsforhør, men nægter sig skyldig. Ifølge politiet er der dog tekniske ting, der peger i retning mod ham. 
 
- Jeg kan ikke komme med så mange detaljer endnu. Men i løbet af eftermiddagen fredag fik vi tilstrækkelig mistanke til storebroderen, så vi mente, at han kunne fremstilles i grundlovsforhør. Men det er jo op til dommeren i sidste ende, siger efterforskningsleder Bent Thuesen.

- Efter diverse afhøringer er der mere og mere, der peger på, at det var ham, der slog sin lillebror ihjel. 

Det var en tredje bror, der henvendte sig til politiet. Det skete, da han kom hjem i sin lejlighed på Hvedemarken i Sønderborg. Her 'fandt' han sin lillebror død.

Det vides endnu ikke, hvorfor den 22-årige befandt sig i sin storebrors lejlighed.