Det lugtede så meget af hash fra en lejlighed i Sonnesgade i Aarhus Midtby, at flere havde anmeldt den mistænksomme stank til Østjyllands Politi.

Da en patrulje fredag eftermiddag klokken 15:15 tog forbi den lugtende lejlighed og bankede på, viste det sig, at der havde været god gund til anmeldelserne.

Lejlighedens indehaver var hjemme, og politiet ransagdede lejligheden. Her fandt politiet ikke mindre end »1,3 kg hash, 550 gram skunk og 51 joints.«

Indehaveren af lejligheden blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter afhøring blev manden løsladt igen.