Lyt til artiklen

En 67-årig mand er tirsdag blevet idømt to års fængsel ved retten  Aalborg.

Det er han, fordi han 29. april satte sig bag rattet efter at have drukket to flasker vin.

Det betød, at han kørte med en promille på 3,46.

Omkring klokken 13.30 på dagen slingrede manden ned af Hurupvej, hvor han flere gange kørte over i modsatte vognbane, før han til sidst kolliderede med en motorcyklist.

Motorcyklisten blev hastet til Aalborg Universitetshospital, hvor han fik amputeret nederste del af venstre ben og fjernet sin milt.

Manden brækkede desuden flere ribben og kravebenet i sammenstødet.

Alt i alt resulterede den 67-åriges køretur derfor i en række sigtelser, som ud over spirituskørsel lød på legemsbeskadigelse, at flygte fra ulykken og at have forvoldt nærliggende fare for andres liv og førlighed.

Og det er altså de forhold, den 67-årige er blevet dømt for i dag.

Det skriver Nordjyske Anklagere på Twitter.

Ved grundlovsforhøret 30. april erkendte den 67-årige, at han havde drukket, men afviste de øvrige forhold.

Han forklarede sig med, at hans usikre kørsel skyldtes bilen bag ham, der flere gange dyttede og blinkede med lygterne, hvilke bilisten også har bekræftet over for politiet.

»Anmelderen ringer til politiet fra sin bil, fordi han kan se, at manden slingrer meget og kører over i modsatte vognbane. Han dytter og blinker også med lygterne for at få mandens opmærksomhed,« forklarede anklager Kim Christensen dengang til B.T.

Den 67-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen og er fortsat fængslet.